Da vi var på gåtur rundt i Ugandas hovedstad, Kampala, var det en af de største og mest indtryksrige oplevelser jeg har haft. Alle sanser var konstant i brug. Det var den første dag på vores rejse til Uganda. Jeg var stadig træt i hovedet efter vores rejse, men samtidig var jeg også mere end klar på at skulle opleve.
Sammen med vores guide Twaha var vi på gåtur i 3 timer. 3 timer fyldt med oplevelser og indtryk. 3 timer der fløj afsted. Det var en gåtur hvor det var fuldstændig afgørende at vi havde en guide med. Fordi Twaha var en dygtig fortæller gjorde det oplevelsen bedre, og jeg elsker altid at få det lokale synspunt med. Det var dog mest af alt på grund af sikkerheden af det var så afgørende.
Jeg havde ingen stedsans da vi gik rundt i den kaotiske by og derfor vidste jeg ikke når vi skiftede fra et kvarter til et andet. Jeg anede stort set aldrig i hvilken bydel vi var. Jeg fulgte jo mest af alt bare med. Flere gange blev Twaha dog nød til at sige at jeg ikke måtte tage min telefon frem. Vi var kommet til et af de kvartere i byen hvor at telefonen ville blive stjålet. Revet ud af hænderne på mig. Uanset hvor godt fast jeg holdte. “De er professionelle tyve Jonas” forklarede han, mens han kiggede direkte ind i mit kamera.
Kampala er en sikker by – men vær opmærksom
Kampala er en sikker by. Der er bare få steder man skal være ekstra opmærksom. Især når man er i Kampala første gang og man mest af alt har lyst til at kigge på de kæmpe frugter på Nakasero Market eller dreje hovedet efter de mange Boda-boda’er der suser forbi for at tjekke om de klarede det snævre sving.
Som sagt havde jeg ingen stedsans. Som i, absolut ingen stedsans. Hver gang vi drejede rundt om et hjørne føltes det på én og samme tid som om at alt var nyt, men også at alt var det samme. Det var de samme indtryk fra mennesker der kiggede, Boda-boda’er der susede forbi, dufte fra de mange butikker, farverige markeder fulde af frugt. Kæmpe vandmeloner, avocado, mango, cassava, bananer. Alle frugter du kender til, bare større, flottere og mere smagfulde. Folk hang ud på hvert et gadehjørne. Når man nærstuderede dem kunne det sagtens ligne de bare sad og hang. Samtidig virkede det også som om alle var i gang. I gang med at sy en ny kjole, grille noget til naboen eller bygge en udvidelse af sin butik. Jeg fik hele tiden øje på noget, så mens min krop fulgte med gruppen så drejede mit hoved sig konstant efter hvad jeg nu fik øje på.
Vores gruppe gik som en lang slange efter Twaha. Jeg selv sørgede for at være bagerst. En ting er at jeg som rejseleder selvfølgelig skal sørge for at hele vores gruppe er med, men jeg kan godt lide at gå bagerst og observere. Observere vores gruppe. Kigge efter hvordan de lokale agerer. Problemet ved at gå bagerst er dog de gange jeg selv bliver optaget af noget. Der er ikke tid til at stå op og vente. Jeg skal jo følge med, men det er okay. Jeg gik stadig nok rundt i Kamapla hvis jeg var stoppet hver gang jeg fik øje på noget spændende.
Så kom vi til Taxa parken. Det lignede bare en kæmpe parkeringsplads, men der er et system i det. Taxa’erne fungerer mest som vi kender busser. De har alle en bestemt destination rundt i enten Kampala eller resten af Uganda. De har et afgangstidspunkt, men det tæller dog kun hvis bilen er fyldt helt op. Der er plads til omkring 12-14 mennesker i hver bil. Så den første der kommer, holder sin plads. Sidder der så indtil bussen er fyldt op, og så kører de. Nogen gange ender man med at vente mange timer, andre gange kan man køre til det oprindelige tidspunkt. Twaha medgav at det ikke er det mest praktiske system, men det er billigt.
Twaha afsluttede vores gåtur på sit favorit sted. Gaddafi Moskéen. Østafrikas største Moské. Herfra har man den mest utrolige 360 graders udsigt over Kampala. Det var her han skabte et nærmest magisk øjeblik med vores gruppe. Vi satte os midt i Moskéen og Twaha bad os være taknemmelige. Taknemmelige for alt hvad vi havde oplevet. For de menenesker vi har i vores liv. For vores helbred. Så sagde han farvel og han ønskede os alt det bedste fremover.
