Den nordkoreanske stilhed. En af de mest slående ting ved Nordkorea for mig var freden. Hele landet syntes at være omsluttet af en larmende stilhed. Jeg lagde mærke til det allerede, da vi stod på perronen i grænsebyen Sinuiju i Nordkorea. Der var ingen musik, ingen larm fra løbende folk, der håber på at nå toget – bare en besynderlig stilhed. Gamle rustne fragtvogne står hobet op, en soldat sparker lidt i jorden, og en togstewardesse går stille – men bestemt – op langs perronen med sine fristelser af tørrede fisk. Det er en mærkelig oplevelse. Det er som at træde ind i en tidslomme – det rolige liv triller stille forbi togets vinduerne. Folk cykler rundt, andre står i små grupper og snakker, inden de knokler videre på marken.
Hvor er baggrundslyden
Man skulle tro, at man ved ankomsten til Pyongyang ville møde den normale baggrundsstøj og travlhed, der er fælles for alle større byer, men sådan er det ikke. I Pyongyang er der stille. Mængden af biler er betydeligt mindre, end vi er vant til. De fleste cykler rundt. Der er ingen reklamer, blinkende skilte eller højtalere, der blæser Justin Bieber ud – i stedet er der ildrøde propagandatekster, farvestrålende plakater og en vis følelse af nærhed.
Befolkningen i Pyongyang synes heller ikke at være af de mest udfarende mennesker. Alle synes at være meget koncentrerede om dem selv og deres. En dame hænger ud fra sit vindue for at male sin altan i en af Pyongyangs fine, grønne pastelfarver, et par drenge kommer leende gående med deres sportstasker, en gruppe mænd er ved at lægge nyt græs i kvarterets park, i en gård spiller nogle drenge volleyball over et mere eller mindre udspændt net, og folk cykler frem og tilbage med de mest fantastiske ting på deres bagagebærer. Siger man hej eller smiler til dem, får de straks et lille smil på læben, inden de skal videre med deres dag.
Når den offentlige stilhed endelig bliver brudt, er det til storladne, nordkoreanske melodier. Melodier, der vækker befolkningen hver morgen, og som fungerer som motivation for dagens arbejde. Man kan ikke undgå at blive draget lidt af lyden og ikke mindst føle en vis kærlighed for landet.
Stilhedens løb
Jeg rejste med på en maratonrejse til Nordkorea. Og det var netop til Pyongyang maraton, at jeg havde min største oplevelse. At blive sendt afsted af 50.000 nordkoreanere, der klapper i takt er én ting, men at få lov til at løbe igennem Pyongyang uden overvågende guider var noget helt andet. Alle, der tidligere har deltaget i et løb, kender til den specielle stemning med høj musik og halvfulde, glade og tilråbende tilskuere. At løbe på Pyongyangs store sekssporede boulevarder med smilende og vinkende tilskuere stående langs vejen, et enkelt genert barn, der råber ’bali, bali’ – ’hurtigt, hurtigt’ – og mosaikkerne af Kim Il-Sung og Kim Jong-Il, der leder dig på vej flere steder langs ruten, var en helt anden oplevelse. Det var som om, at tiden stod stille. Foruden mit eget tunge åndedræt var der imponerende få lyde på de 10 km, jeg havde valgt at løbe. Alt var helt tyst. Først på den afsluttende sejrsrunde med 50.000 hujende tilskuere blev den brudt – om de hujede af mig eller af fodboldkampen, der blev spillet på midten af stadionet, er sådan set underordnet for oplevelsen.
Tilbage til “virkeligheden”
Når man efter 5 dage i Nordkorea vender tilbage til ’virkeligheden’, bliver man slået af larmen. Dyttende biler, musik fra alle hjørner, telefoner, der ringer, og folk, der råber. Jeg ønskede et øjeblik, at jeg havde haft bare fem minutter ekstra i Nordkorea til lige at suge et sidste lille stykke af stilhed til mig. Så når folk spørger mig, hvad der umiddelbart har efterladt det største indtryk på mig, er svaret ikke verdens dybeste metro, Mansudae Grand Monument eller DMZ. Jeg bliver nødt til at svare, at det simpelthen er den stilhed og særlige stemning, der hersker i landet. En stilhed vi måske kunne lære lidt af.
