Korea krigen – Forløbet af krigen

Korea krigen

Hvorfor er der to Korea’er?
Hvordan endte Korea som det er i dag?
Hvad er grunden til der i dag er to Korea? 

Alle disse spørgsmål kan man finde svaret på i Korea-krigen. Korea-krigen var en skæld sættende konflikt på den koreanske halvø for omkring 60 år siden. Når mange tænker Korea-krigen, er det amerikanske soldater der kæmper mod kommunismen som en del af den kolde krig. Men for at forstå hvordan vi kom til dette punkt skal vi længere tilbage.

Det japanske styre

Før og under 2.Verdenskrig var den Koreanske halvø besat af det Japanske Kejserrige. Japanerne styrede brutalt den koreanske befolkning. Folk blev sat i tvangsarbejde og en brutal kamp om at gøre det koreanske folk ”japanske”. Deres sprog blev forbudt offentlige steder og til sidst blev folk også tvunget til at have japanske efternavne. En oplevelse der stadig har sat sig dybe spor for mange koreaner og stadig påvirker forholdet mellem dem og Japan idag.

I 1943 var der en konference mellem USA, Storbritannien og Kina, på grund af Japans deltagelse i 2.verdenskrig. De blev enige om at Korea skulle være selvstændigt, mens Sovjetunionen først accepterede aftalen senere.

Efter 2.verdenskrig stod Japan på den tabende side og som en del af aftalen blev Korea delt ved den 38. breddegrad mellem Sovjetunionen og USA. Dette var med henblik på at landet skulle samles til et land igen. På grund af stigende spændinger mellem Sovjetunionen og USA blev samarbejdet sat på prøve og i 1947 brød den kommission sammen, der skulle samarbejde om genforeningen. I stedet blev der i 1948 holdt valg i Sydkorea, mens den nordlige del blev kommunistisk med Kim Il Sung som indsat leder (farfar til Kim Jung-Un).

I 1949 tog Kim Il-Sung nordpå og besøgte Stalin for at tale om en mulig invasion af Sydkorea, han mente nemlig at tiden var inde. Stalin var dog imod den invasion , da han ikke mente den nordkoreanske hær var klar til sådan en konflikt. Det næste år gik derfor med at få trænet deres hær. Kina frigav mange veteraner der havde kæmpet under den kinesiske borgerkrig, mens Sovjetunionen gav udrustningen. I 1950 rejste Kim så tilbage til Stalin der denne gang accepterede planen. Grunden var at Mao-Zedong havde vundet den Kinesiske borgerkrig og Amerikanerne var begyndt at trække sig ud af Sydkorea.

Korea krigen bryder ud

Juni 1950 tidligt om morgenen, væltede 135.000 Nordkoreanske styrker ind over grænsen til Sydkorea. De blev støttet af 150 sovjetiske kampvogne. Samme dag, den 25, appellere den amerikanske præsident Truman til FN. FN kalder samme dag en ordrer om at pause invasionen. Dette stopper dog ikke Nordkorea, den sydkoreanske hær kollapsede nærmest ved invasion. Den 26. juni er de nordkoreanske styrker ved forstæderne til Seoul og de viste ingen tegn på at stoppe. Derfor udlagde FN den 27. juni en resolution om at man skulle sende militær støtte til Sydkorea. En resolution der kunne have været veto’et, hvis det ikke var for Sovjetunionen havde boykot af rådet. Der ville dog gå lang tid inden hjælp ville komme til Sydkorea. Der begyndte også en kæmpe flygtningestrøm sydpå der var med til at forhindre et godt forsvar.

I august 1950 var der kun et lille stykke Sydkorea tilbage. Den øverste befalende i fjernøsten general MacArthur troede ikke han ville vinde krigen uden at lande nord på ved kysten. Derfor planglade han en risikabel landgang vest for Seoul. Den 15. september angreb amerikanske mariner vest for Seoul og gjorde landgang, de mødte kun svag modstand. Gevinsten for dette var dog stort. De kunne splitte den nordkoreanske hær op og omkring de 125.000 soldater blev fanget. Dette resulterede i at de omringet soldater drog til brutale metoder for undslippe, hvor civile blev slået ihjel og taget til fange. Herefter havde FN også fuld kontrol over luften, hvor der også for første gang blev brugt jetfly. En påstand man kan risikere at møde når man besøger Nordkorea er, at amerikanerne smed lige så mange bomber som der boede folk i Nordkorea. Under krigen blev der smidt omkring 600.000 ton bomber af USA og dets allierede. Der boede i 1950 9 millioner mennesker i nordkorea, så matematikken passer ikke helt. Under 2.verdenskrig smed de allierede ca 3.4 millioner tons bomber.

Den 27. september 1950 fik MacArthur lov til at fortsætte sin operation ind i Nordkorea, selvom det var i strid med FN. Først den 7. oktober udlagde FN sin plan om at samle Korea under et kommunistfrit styrer. At samle det til ét samlet kommunistfrit styre kunne provokere Kina og Sovjetunionen og FN blev nød til at være varsomme for ikke at risikere at eskalere konflikten.

Den 25. oktober 1950 angreb den første bølge af kinesere de samlede FN styrker. Grunden var at kineserne ønskede ikke amerikanske styrker og amerikansk allierede på deres grænse. De fandt hurtigt en effektiv metode at slå FN styrkerne tilbage, ved at angrib om natten. Dette resulterede i at FN-styrkerne blev slået tilbage over grænsen og Seoul faldt igen. FN-styrkerne fik dog genindtaget Seoul i løbet af 1951 hvor krigen udviklede sig til en skyttegravs krig.

Fredsforhandlinger

Juli 1951 begyndte fredsforhandlingerne allerede, men fortsatte 2 år endnu. Her blev der ikke udvekslet meget territorium, men Nordkorea blev stadig bombet med artilleri. Den 5. april 1951, blev MacArthur afskediget af præsidenten, på grund af en konflikt hvor MacArthur mente at der skulle bruges atomvåben i krigen.

Den 27. juli 1953, blev en våbenhvile underskrevet mellem de to parter. Dog ikke en fredsaftale, som betyder at der teknisk stadig er krig mellem dem. Krigen har haft så en stor betydning for de to nationer i dag, så det er vigtigt at kende og vide noget om det større perspektiv. Der blev begået grusomheder fra begge sidder og krig er ikke altid sort og hvidt. Krigen kostede over 2,5 millioner civile livet i alt fordelt på begge sider. Selvom krigen for mange endte uafgjort, har det ikke stoppet begge parter i at se krigen som en succes. Både USA og Nordkorea er nemlig begge overbevist over at de vandt krigen.

Nu har du lært en masse om Korea Krigen. Hvis du vil lære mere Nordkorea, kan du se læse mere her