Har du nogensinde hørt om de demonstrationer, der skete på den koreanske halvø i 1919, som tilsammen er kendt som 1. Marts-Bevægelsen? Om hvordan koreanerne gjorde oprør mod det japanske kejserrige, kæmpede for deres selvstændighed og hvordan over 7.500 koreanere måtte lade deres liv? Nej? Jamen, så er det din heldige dag i dag, fordi gennem denne artikel vil vi dykke ned i, hvad der helt præcis skete d. 1. marts 1919, og hvordan Nord- og Sydkorea stadig respekterer og husker dagen selv 102 år senere.
1. Marts-Bevægelsen var et afgørende øjeblik i moderne koreansk historie, og selvom halvøen forblev en japansk koloni, så har oprøret stadig stor betydning den dag i dag – i Sydkorea. Interessant nok, så fejrer Sydkorea stadig marts-bevægelsen hver evig eneste år, men i Nordkorea er det ikke helt det samme, og dette sætter selvfølgelig nogle tanker igang: Hvorfor fejrer Nordkorea ikke oprøret ligesom Sydkorea? Korea var stadig ét land dengang, så hvorfor har landene nu to forskellige perspektiver på bevægelsen? Hvad er der sket siden 1919? For at svare på dette må vi selvfølgelig starte fra begyndelsen, hvilket er før oprøret rent faktisk fandt sted.
Inspiration bag bevægelsen
Der kan argumenteres for, at bevægelsen som sådan ikke starter i marts måned 1919, men faktisk helt tilbage i januar 1918. Den daværende amerikanske præsident Woodrow Wilson havde publiceret den berømte Fourteen Points, hvilket var den amerikanske agenda for fredskonferencen i Versailles. Gennem dette dokument erklærede Wilson at princippet om humanisme, respekt for folks selvbestemmelse og international samarbejde skulle være grundladet for en ny æra af fred. Dette var specifikt rettet mod dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn og gendannelsen af de politiske grænser i Østeuropa, men alligevel følte koreanerne, at de havde fundet en verdensmagt, der ville være villig til at garantere politisk selvbestemmelse for alle individer – inklusiv koreanere, som led under det japanske kejserrige. Amerika havde formået indirekte at motivere en række af asiatiske nationalistiske grupper til at sende andragender, der krævede selvbestemmelse for deres nationer. Koreanske nationalister, som var i eksil i Shanghai, Rusland og Amerika prøvede alle at sende andragender til Versailles, og på samme tid udarbejdede koreanske studerende i Tokyo en uafhængighedserklæring, som de derefter sendte til den japanske regering. I februar 1919 tilsluttede de hjemvendte koreanere fra Japan sig andre studerende i Korea for at planlægge en landsdækkende demonstration for at appellere til de magtfulde individer i Versailles.
Studerende aktivister begyndte også at samarbejde med diverse religiøse ledere, da kirkernes landsdækkende netværk ville hjælpe med at sprede deres budskab. De studerende fik økonomisk støtte af Chondogyo-ledere (Religion of the Heavenly Way) samt hjælp fra kristne og buddhistiske aktivister. Derudover er 1.Marts-Bevægelsen også kendt for de stærke kvinder, som deltog i oprøret. Kvinder, såsom Kim Maria (1891–1944), Hwang He-dok (Esther Hwang 1892–1971) og Na Hye-sok (1896–1948) var alle fra forskellige kvindegrupper fra 1920’erne, som var med til at rekruttere kvindelige studerende til demonstrationerne. En anden kvinde, rettere sagt pige, som gennem oprøret blev et ansigt for nationens længsel efter frihed, var den dengang 16-årige Yu Gwan-sun. I 2019 udkom to film, med meget forskellige perspektiver, om hendes indsats under demonstrationerne, og hvordan hun senere hen blev smidt i fængsel og tortureret af japanerne. Hvis du er interesseret i at lære mere om hendes personlige historie, men også hvad koreanere generelt gik igennem under koloniseringen, så anbefaler jeg filmene “1919 Yu Gwan-sun” og “A Resistance”.
1919 Yu Gwan-sun (2019)
Der er desværre ikke en trailer af “1919 Yu Gwan-sun” med engelske undertekster, men ud fra traileren alene er det tydeligt at mærke, hvilken besked Sydkorea prøvede at sende om koloniseringen.
A Resistance (2019)
En detalje der altid bliver nævnt omkring 1. Marts-Bevægelsen er, at det var en fredelig og ikke-voldelig demonstration. Dette var bestemt af diverse religiøse ledere, som støttede de studerende, der arrangerede oprøret, og det er en vigtig detalje at huske, når vi senere sammenligner med hvordan japanerne reagerede på bevægelsen. De studerende havde oprindeligt valgt d. 3. marts for deres demonstration, da dette var dagen før Kong Kojongs begravelse. Her ville folk nemlig allerede være samlet i mængdevis i Seoul for at vise deres respekt. For at undgå at politiet ville opdage dem, valgte man dog at rykke datoen til d. 1. marts i stedet.
Bevægelsen
D. 1. marts samlede 31 kendte intellektuelle, religiøse og sociale ledere for at underskrive the March First Declaration, som blandt andet udtrykte koreanernes naturlige ret til deres egen nationalitet på grund af Koreas lange politiske og kulturelle historie af autonomi. Ved dette møde blev dokumentet formelt læst højt og samtidig spredt gennem hele Korea fra mund til mund. Koreanere ville gå ned af gader og samle sig i parker, på bytorve og markeder eller hvor end der var plads og synge “Korea længe leve!”
Antallet og størrelsen af demonstrationerne overraskede fuldstændig det japanske politi. På dette tidspunkt demonstrerede måske omkring en million mennesker og nye, spontane demonstrationer ville blive ved med at poppe op helt hen til forsommeren 1919. Den japanske reaktion til demonstrationerne var fuldkommen panik og hysteri. De brugte brutal vold for at standse demonstrationerne, men koreanerne blev ved med at kæmpe tilbage. I midten af april var der så mange demonstrationer forskellige steder på halvøen, at politiet begyndte at brænde byer, skyde aktivister i massevis og foretage massesøgninger af specifikke individer, som enten blev anholdt eller på magisk vis “forsvandt”. Derudover ville politiet beslaglægge tryk af koreanske nyheder, lukke skoler og erklære udgangsforbud for alle individer tilhørende den japanske koloni. Oprøret fortsatte dog og i sommeren 1919 blev flere soldater sendt fra Japan til Korea. Koreanske historikere hævder, at over 7.500 koreanere døde, og at 15.000 blev såret og over 45.000 anholdt. Statistikker viser at 471 af de anholdte individer var kvinder og piger, som havde deltaget i demonstrationerne, – såsom Yu Gwan-sun, og dette alene er et bevis på den øgede deltagelse i nationalistiske aktiviteter af kvinder, som studerede på de mange nye skoler, der specifikt var blevet åbnet for kvinder i 1910’erne.
Hjalp bevægelsen overhovedet?
Den koreanske halvø var forsat en japansk koloni efter bevægelsen, og de studerende formåede heller ikke at få den opmærksomhed fra Vesten, som de havde håbet på, og der kan derfor argumenteres for, at 1. Marts-Bevægelsen var en fiasko. Men var den nu virkelig det? Hvis du skifter dine briller ud og ser på bevægelsen ud fra et andet perspektiv, så er det tydeligt, at demonstrationerne alligevel gjorde en del for folket. Først og fremmest var oprøret et testamente til koreanernes vilje, men også at det var muligt at organisere et så stort oprør mod det japanske kejserrige, hvis alle gik sammen om det på trods af forskelle såsom alder, køn, karriere eller religion. Få måneder efter demonstrationerne sluttede, skete der også noget andet, – men i udlandet og ikke på selve den koreanske halvø. Medlemmer fra en gruppe af tilsyneladende uenige politiske organisationer, som havde levet i eksil, havde mødt hinanden i Shanghai for at danne en eksilregering, the Shanghai Provisional Government, som håbede på at hjælpe ved at forene deres kræfter og genvinde Koreas uafhængighed. En anden vigtig detalje at påpege er, at Japan lidt tabte ansigt efter oprøret, da det gik op for resten af verden, hvordan den japanske hær havde myrdet unge studerende, både drenge som piger. Amerikanske missionærer, som boede i kolonien, havde været i kontakt med den amerikanske presse, og hvad de havde set blev hurtigt offentliggjort. Dette resulterede i en indsamling af midler for at hjælpe koreanerne, som var blevet såret under demonstrationerne. Afslutningsvis var 1. Marts-Bevægelsen også skyld i, at det japanske kejserrige skiftede deres assimilationsstrategi på halvøen fra et militært styre til et kulturel styre.
Herre cool, Freja, men hvorfor fejrer Nordkorea så ikke denne traumatiske periode?
Tak fordi du spørger, fordi det er faktisk et rigtigt godt spørgsmål. I Sydkorea er den 1. marts hvert år fejret som the Independence Movement Day, og ligesom med andre nationale fridage, så har børn fri fra skole og voksne fra deres arbejde. Svaret på vores spørgsmål kan spores tilbage til to forskellige ting: 1) Nord- og Sydkorea “husker” begivenheden forskelligt og 2) begivenheden passer forskelligt ind i dannelsen af de to lande.
Når det kommer til, hvordan Sydkorea husker bevægelsen, så er det præcis som beskrevet ovenfor. Koreanerne blev inspireret af den amerikanske præsident, valgte at starte demonstrationerne få dage før kongens begravelse og fortsatte med at protestere og kæmpe for koreansk selvstændighed indtil sommeren 1919.
Ifølge nordkoreanske historikere startede 1. Marts-Bevægelsen dog ikke i Seoul, men i Pyongyang og vigtigst af alt, så var den dengang 8-årige Kim Il-sung til stede under demonstrationerne. Ifølge hans selvbiografi “With the Century”, så var det første gang, at lederen nogensinde så så meget koreansk blod på en gang, og hans unge hjerte kogte dermed af raseri.
Som vi alle ved, efterlod japanerne den koreanske halvø i 1945, og året efter fejrede Nordkorea faktisk 1. Marts-Bevægelsen. En granat blev dog kastet op på Kim Il-sungs scene, så det var ikke helt den store succes, kan man vove at påstå.
Den anden grund var, at oprøret passer forskelligt ind i de to regeringers påstande om, hvem der egentlig burde være den store hersker over den koreanske halvø. Bevægelsen var en vigtig faktor i dannelsen af the Provisional Government of the Republic of Korea, som blev oprettet i Shanghai i april 1919. Syngman Rhee, som senere blev den første præsident i det officielle Sydkorea, var også den første præsident af denne midlertidige regering, hvis vi kan kalde det dét. Syngman Rhee henviste derfor også specifikt til 1. Marts-Bevægelsen i Sydkoreas første forfatning, som blev stiftet i 1948. I modsætning til Syngman Rhee, har Kim familien i Nordkorea bygget deres legitimitet på Kim Il-sung og hvordan han befriede landet fra det japanske kejserrige, samt de anti-japanske guerillaers bedrifter i 1930’erne og 40’erne. I Sydkorea hylder man stadig koreanernes beslutning om at afholde en fredelig og ikke-voldelig demonstration, men Nordkorea ses dette som en af grundene til, at Korea ikke vandt. Fiaskoen var dog med til at demonstrere af koreanerne tydeligvis havde brug for en stærk leder, og hvem ville være den bedste til at fylde denne rolle ud? Kim Il-sung selvfølgelig.
100 års jubilæum
I 2019 var det 100 år siden, at bevægelsen havde fundet sted, og der var derfor stor nysgerrighed om hvorvidt Nordkorea ville fejre oprøret. I 2018 havde begge lande, Nord- og Sydkorea, faktisk erklæret, at de i fællesskab ville mindes denne historiske milepæl, men desværre skete dette aldrig. Ifølge Sydkoreas Ministerium for Genforening, så svarede Nordkorea nemlig aldrig på Sydkoreas invitation om en fælles fest for bevægelsen.
Der kan være mange årsager til, hvorfor Nordkorea lige pludselig bakkede ud af en begivenhed, der ellers lød til at blive årets fest, og det at de bakkede ud havde helt klart også sine konsekvenser. Bare dagen efter at det var blevet offentliggjort at Nordkorea ikke ville fejre 100 års jubilæet, blev den nordkoreanske ambassade i Madrid plyndret af Cheollima Civil Defense, som refererede til lige præcis 1. Marts-Bevægelsen i en af deres videoer. Ugen efter havde landet et topmøde med USA i Hanoi, som af mange er blevet idømt en fiasko.
Dette betyder dog ikke, at Nordkorea slet ikke fejrede jubilæet. De gjorde det bare på deres egen måde. I Sydkorea holdt præsident Moon Jae-in en stor tale, der blandt andet inkluderede hvor ærgerligt det var, at halvøen stadig ikke var blevet forenet endnu, og i Nordkorea var der en fejring på Folkets Kultur Plads i Pyongyang.
For at afslutte denne efterhånden lange historie, så er det tydeligt, at selvom Nord- og Sydkorea har to forskellige opfattelser af 1. Marts-Bevægelsen, så er den stadig vigtig for begge. Det er godt nok ikke lige så fantastisk og mindeværdigt som Kim Il-sungs fødselsdag måske, men Nordkorea anerkender stadig bevægelsen. Godt nok ikke hvert år, men jeg føler efterhånden, at vi bare må være taknemmelige for, hvad end Nordkorea giver os. At Nordkorea opfatter visse historiske begivenheder anderledes end Sydkorea, eller at de laver om på visse detaljer for at få deres præsidenter til at lyde endnu mere fantastiske, har vi efterhånden set mange gange før. Det er efterhånden en meget brugt taktik i landet, men hvis du spørger mig, så er det stadig spændende at se, hvordan beslutninger som disse stadig kan have en effekt på landet den dag i dag. Måske tænker du det samme. Det kan jeg selvfølgelig ikke sige. Men jeg håber uanset hvad, at du har lært noget nyt i dag, for som jeg sagde i starten, så var det missionen for denne artikel.
Tak fordi du læste med!
