“Turkmenistan?! Hvad er det? det har jeg aldrig hørt om! Hvor i alverden er det henne?”
Hvis du kan genkende ovenstående tanker, så kan vi fortælle, at vi har haft det på præcis samme måde. Turkmenistan er ikke et land, alle snakker om, og som alle står i kø til at komme til. Landet er isoleret, og det vil sige, at befolkningen også har begrænset oplysninger om vores side af verdenen. Derfor er det typisk et stort kulturelt møde, når vi bevæger os rundt på gader og stræder i dette land. Derfor har vi formuleret 5 råd, som du kan tage med dig til dette helt igennem fantastiske land.
Råd 1: Forbered dig på at være offline.
Vi har efterhånden vænnet os til at være online overalt. Det er desværre ikke muligt, når vi rejser til Turkmenistan. Der er Wi-Fi på de fleste hoteller, vi bor på, men det er ikke særlig godt. Den smule internet, der er, er også censureret, ligesom man oplever i Kina. Derudover har vi enkelte overnatninger i ørkenen eller på gæstehuse uden forbindelse. Det vil sige, at man ikke kan logge på sociale medier og den slags fornøjelser. “Jamen hvad med en VPN?”. De fleste Wi-Fi signaler er så svage, at de ikke er i stand til at oprette forbindelse til udenlandske servere, så VPN vil desværre ikke virke. Hvis man vil i kontakt med omverdenen, så kan man sende en E-mail med en smule tekst og intet andet. At man ikke er i stand til at være online, gør dog slet ikke noget. Der vil være rigeligt af underholdning, og det fedeste på en grupperejse er, at man kan snakke med sine medrejsende, og dele hinandens indtryk og oplevelser fra forskellige perspektiver. Uanset, så gør dig klar på nogle offline dage med mange oplevelser, der kan deles med hele din omgangskreds, når du er tilbage i Danmark.
Råd 2: Smil og vær nysgerrig
Turkmenerne kan virke som et reserveret folk, når man lige går forbi dem på gaden, men så snart man smiler til dem, så får man et stort smil tilbage. De er også meget stolte af deres land og aner. Er man nysgerrig og god til at spørge ind til deres traditioner og skikke, kan man også begynde at forstå deres kultur på et dybere niveau. Derudover kan det også være, at de selv bliver nysgerrige på din egen baggrund!
Råd 3: Vær åbensindet
Igennem din rejse til Turkmenistan vil du høre nogle lidt interessante historier, som beskriver samfundet, deres nuværende leder, og tidligere leder. Historier som man nok lige kan undre sig lidt over i første omgang, og som kan have lidt skepsis til. Derudover har de nogle andre interessante kulturelle forskelle, som vi måske også ville betegne som en anelse besynderlige. Dog er det vigtigt at spidse ørene og være åbensindet, når disse historier og forklaringer bliver fortalt.
Råd 4: Lær nogle basale ord eller sætninger på Turkmensk eller Russisk
Det er altid god skik at kunne lidt lokale ord og fraser. I Turkmenistan er turkmensk det mest udbredte, men størstedelen af befolkningen snakker også russisk.
De fleste kender “spasiba”, som betyder tak på russisk, men på turkmensk siger man “Sag bol”, og en ganske almindelig hilsen er “salam”.
Regner man med at skulle kommunikere endnu mere med de lokale, kan man i google translate smartphone appen, downloade både engelsk og russisk. På den måde kan man oversætte de to sprog, imens man er offline.
Råd 5: Tag ikke åbenlyse billeder af lokalbefolkningen
Som tidligere beskrevet kan befolkningen virke en smule reserveret, men åbne så snart man smiler. Det betyder dog ikke at hvis man får et smil, at man har tilladelse til at tage billeder af dem. Vi ville nok også synes det var en smule mærkeligt, hvis turister åbenlyst tog billeder af os på gaden herhjemme. Turkmenerne er ikke glade for at være på fremmedes billeder. Derfor er det vigtigt, at hvis man vil have et billede, så spørg venligt, inden du skyder løs.