Jeg har endnu ikke været i Nordkorea, men jeg har set det to gange. Jeg har stået ved grænsen på den sydkoreanske side og kigget med store øjne ud mod horisonten og over på dette mytiske land. Begge gange har det givet mig en særlig følelse af stå der, en følelse af anspændthed, nervøsitet, frygt… og en umådelig stor nysgerrighed. For mig er landet stadig et stort mysterium – for hvad er Nordkorea?
Min første gang ved grænsen: Dorasan Station
I efteråret 2015 læste jeg et semester i Seoul i Sydkorea. Det var en fantastisk oplevelse og et møde med en kultur, der på mange måder var anderledes, end hvad jeg kendte hjemmefra, men som stadig var moderne og nem at være en del af.
Overalt i Seoul reklamerede turistbureauer med ture til DMZ (demilitarized zone), som er den 4 kilometer brede grænse, der adskiller Syd- og Nordkorea. Man kan ikke rejse til Nordkorea via Sydkorea, men man kan tage op og se grænsen, så da min familie kom på besøg, bookede vi en tur og tog toget til endestationen inden Nordkorea: Dorasan Station.
Vi sidder i toget på vej nordpå, og da vi står af på stationen kan vi allerede mærke tyngden, alvoren og nærheden af historien. Overalt er der minder om krigen fra 1950-1953, der adskilte Korea i to: Sydkorea med støtte fra USA og FN – og Nordkorea med støtte fra det kommunistiske Kina og Sovjetunionen. Koreakrigen er endnu ikke afsluttet med en fredsaftale, men i stedet har de levet med våbenhvile i over 65 år. Teknisk set er de stadig i krig med hinanden, og forholdet mellem landene er præget af spændinger og stridigheder, der i den grad kan mærkes ved DMZ. Så snart vi står af toget, myldrer det med militær, pigtrådshegn og vagtposter. Derudover myldrer det også lige med turister, og den kombination gør hele oplevelsen ret syret.
Udsigten mod Nordkorea fra udkigsposten ved den Sydkoreanske grænse af DMZ.
Vores guide fører os op til en overdækket udkigspost med store kikkerter stående på stribe. Først lader jeg blikket glide ud over det frodige landskab. Fordi DMZ har stået uberørt af mennesker i så mange år, har der her udviklet sig en stor biodiversitet, der stortrives ved at passe sig selv. På den anden side af DMZ er der goldt. Her er træerne fældet, og bakkernes silhuetter står skarpt i deres nøgenhed. Vores guide læner sig ind imod mig og siger: “There is probably a North Korean soldier observing you right know”, og jeg stivner.
Jeg sætter øjnene mod kikkerten og kigger rundt i landskabet. Så fanger jeg et glimt af det nordkoreanske flag og stiller kikkerten helt skarpt på det blafrende røde og blå med den kommunistiske ledestjerne. Jeg er som forhekset. Jeg står fuldstændig opslugt og kan ikke slippe blikket fra flaget. Lige derovre er Nordkorea. Og selvom jeg godt havde fanget situationens alvor tidligere, sætter det sig nu så dybt i mig som en tyngde, der får alt i min krop til at vende sig nedad – mine øjne, mundvige, skuldre, arme og hjerte.
Jeg har ikke særligt mange billeder fra DMZ udover dem, der for evigt vil være printet ind i min hukommelse. Men jeg har et, der dog langt fra viser, hvordan oplevelsen var. Efter et stykke tid ved udkigsposten fører vores guide os videre fra grænsen og hen til et museum. Foran museet står en skulptur, som skal symbolisere genforeningen af Korea, og vores guide hiver selfiestangen frem: “Now, more happy picture!”. Vi smiler til kameraet og prøver at ryste det sorte af vores sind.
