Pyongyang Metro er en af verdens dybeste metroer. Den ligger godt 100 meter under verdens mest isolerede hovedstad og åbnede i 1973. Frem mod 1987 fortsatte byggeriet, og den blev udvidet med yderligere stationer.
Selve metrosystemet består i dag af to linjer – Chollima Line og Hyoksin Line –, i alt 16 stationer. Det der gør metroen unik, er dog især den ekstravagante udsmykning på stationerne. Her pryder marmormosaikker, forgyldte statuer og krystalkroner indretningen og metrodesignet.
Det er først inden for det sidste årti blevet muligt for turister at besøge og køre med metroen. Altid begrænset til enkelte stationer og kun i selskab med en guide. Udvalgte stationer er desuden lukkede for befolkningen, hvor det i stedet kun er regeringen, som har adgang. Alligevel er metroen en unik oplevelse, der næppe kan sammenlignes med andre metroer verden over.
Pyongyang Metro en del af hverdagen
Pyongyang Metro er den hurtigste måde at komme rundt på i byen, og det er det mest benyttede transportmiddel i nordkoreanernes hverdag. Samtidig er det måske en af de mest autentiske måder at møde den nordkoreanske befolkning på. Især når det kommer til landets hovedstad, Pyongyang. Her kan turisterne forvente mindst ligeså nysgerrige blikke fra nordkoreanerne, som turisterne givetvis selv udtrykker.