4 grunde til at det nordkoreanske tog er bedre end det danske

2018-11-09T07:51:24+00:00

Ja det lyder måske mærkeligt – men at køre med tog i Nordkorea er en væsentlig anderledes oplevelse end når man kører med DSB fra København til Århus. Hvis du spørger os, så vil vi faktisk gå så vidt at sige det er en bedre oplevelse. Det er selvfølgelig en meget subjektiv vurdering, men netop derfor kommer vi her med 4 grunde til at det skulle være bedre.

rejse til Nordkorea

Grund nr. 1) Afgår til tiden

Lad os starte hvor en hver togrejse starte – ved afgang. Du kender det godt. Du står og venter på toget og har lige løbet de sidste 100 meter for at være sikker på du ikke kommer for sent. Du kigger på dit ur og kan begynde at slappe af for der er stadig 5 min til afgang, og selvom sveden pibler ned over din pande, er du fremme på perronen. Til din store ærgrelse kigger du nu op på skærmen og ser at toget er forsinket. Forventet afgang er 10 min senere end først planlagt. Det bliver til 12, så 15 og så 20 minutter inden toget kommer.

Når toget afgår fra Dandong til Pyongyang er der ingen forsinkelser. Der har der i hvert fald ikke været på nogen af vores tidligere rejser. Hvis toget er planlagt til at skulle køre kl 9.30, er alle passagere inde i toget mindst 10 min før, og fløjten fra perronen lyder på det præcise klokkeslæt. Det er en klar grund til at det nordkoreanske tog er at foretrække.

Toget i Nordkorea
Rejse til Nordkorea tog

Grund nr. 2) Billetterne bliver ALTID tjekket

En ting er at billetterne med DSB er pokkers dyre. Det har vi efterhånden bare lært at leve med. Det koster flere hundrede kroner hvis du vil tage den miljørigtige beslutning at krydse landet via tog. Når man så har købt den billet, mangler det også bare at man med stolthed kan fremvise den, når billetkontrolløren træder ind i din vogn og spørger ”nye rejsende?”. Den tilfredsstillelse man får ved at kunne flashe billetten og høre den bliver klippet og godkendt er ubeskrivelig. Den stik modsatte følelse fås dog også når man har transporteret sig i 5 timer og ikke er blevet spurgt en eneste gang.

I Nordkorea bliver billetten altid tjekket. Faktisk op til flere gange. Vi skal nemlig vise vores togbillet inden vi får lov at stige på toget. Så snart vi har krydset grænsen spørger grænsevagterne også om at se vores billet. Undervejs på turen kommer kontrolløren og tjekker den og til sidst skal vi igen fremvise billetten når vi er ankommet til Pyongyang og vores guider tager imod os. Der kan man altså snakke om at togbilletten ikke bliver spildt.

Grund nr. 3) Der er MADVOGN!

I gamle dage havde DSB også altid en madvogn med i toget. Den er blevet sparet væk. Nu er der på enkelte rejser mulighed for at købe en pose peanuts og en vand. Det er dog ikke muligt købe noget decideret mad. Til DSB’s forsvar, skal de dog have den ros at der på samtlige stationer er en 7/11 hvor det er muligt at købe mad.

På vores togrejser er der altid mad inkluderet. Lige når vi har krydset grænsen for vi udleveret en madpakke. Det er asiatiske specialiteter og en spandfuld ris. Kvaliteten af madpakken kan selvfølgelig diskuteres, pointen er at den eksisterer! Der er endda én-gangs træpinde til at spise med. I toget kommer der jævnligt en dame gående med en lille vogn. Herfra kan man købe både slik, fisk og øl. Alt sammen til meget favorable priser. Damen går i nærmest pendulfart, og hvis man ikke nåede at handle da hun gik forbi, skal man altså ikke vente længe til hun er tilbage igen.

Derudover så har hvert tog en decideret restaurants vogn. Den har åbent hele tiden, men vi kan dog risikere at få at vide vi skal vente med at komme derhen til frokosten er overstået for dem som har reserveret en plads på forhånd. I restauranten kan der også købes drikke og snacks, og pigerne bagved baren er ikke bange for at forhandle om priserne. Hvis du ikke forhandler skal du forvente at du har betalt meget mere for din flaske vand end dine medrejsende – men det er vel også bare en del af charmen? J

Grund nr. 4) Alle har en siddeplads

Vi er kommet til mit sidste og måske nok stærkeste argument for at det nordkoreanske tog skulle være bedre end DSB. Det handler nemlig om pladserne i toget. Hvordan kan det lade sig gøre at betale for en billet, men så samtidig ikke har betalt for at få lov at sidde ned? Altså, DSB sælger jo tilsyneladende flere pladser end der rent faktisk er, hvis ikke alle kan få en siddeplads. Det svarer til at have købt en biograf billet, men så skal betale 30 kr. ekstra for at sidde ned. Hvis du ikke betaler, kan du tage chancen og håbe de ikke har solgt mange billetter, men du kan altså risikere at skulle stå op under hele filmen. Ja okay, jeg skal nok stoppe med at brokke mig mere nu.

Eneste årsag til mit brok, er at jeg bare ved hvor nemt det simple problem kunne løses. De har nemlig klaret det i Nordkorea. Når man har en togbillet, følger der automatisk en plads reservation med til billetten. Ikke nok med det, så er det faktisk en hel seng man har fået reserveret. Til sengen hører selvfølgelig også nyvasket sengetøj, en pude og en dyne. Typisk er de øverste køjer ikke reserveret, så hvis man virkelig har brug for noget ro, kan man altid lægge sig derop. Det er da fantastisk, ikke?

Som jeg startede med at nævne, så er det en meget subjektiv vurdering, og ærligt talt så har DSB også sine fordele i forhold til det nordkoreanske tog. For når du rejser med toget gennem Nordkorea, er det ikke overraskende hvis der bliver røget i toget. Du vil også opleve at toiletterne ikke altid lige er rene, og et er samtidig såkaldt ”squat-toiletter” (hvilket nok forklarer hvorfor de ikke er så rene). Der er altid rigtig mange tasker der ligger på gangene og toget kører ikke særlig hurtigt – men det er altså en kæmpe oplevelse og giver ufatteligt mange indtryk når man sidder ved siden af nordkoreanere og kan spørge ind til deres liv og deres familie eller når man kigger ud af vinduet og ser det flotte bjerglandskab i horisonten. Det er oplevelser og indtryk som jeg endnu ikke har fået når jeg har rejst med DSB. Det kan selvfølgelig være det kommer en dag.

Indtil da, så rejser jeg til Nordkorea igen og igen.

Om forfatteren:

Jonas
Jonas rejst til Nordkorea 5 gange og har siden sit første besøg følt at Nordkorea er meget mere end krig, atomvåben og Kim Jong Un. Derfor forsøger Jonas altid at fortælle sine oplevelser med udgangspunkt i menneskerne og befolkningen i Nordkorea.