Hvordan det føles at krydse grænsen til Nordkorea

2018-08-06T13:30:57+00:00

Dagen startede tidligt, vi skulle op allerede 6,30, da vi en time senere skulle mødes med vores gruppe. Selvom det var tidligt, og vi ikke havde sovet meget, var både Kevin, som jeg boede på værelse med, og jeg vågen før mit vækkeur ringede – Vi var simpelthen så spændte, at vi slet ikke kunne være i os selv.

Den kinesiske morgenmad på hotellet var super dårlig, også set i forhold til kinesiske standarder. Ann fra vores gruppe, fortalte at hun var ved morgenmanden inden vi andre, og hun havde set en af de ansatte spytte i maden. Ikke ligefrem appetitligt,  men vi havde en lang dag foran os, og det lykkedes at presse noget tørt brød ned.

Hele gruppen mødtes 7.30, og her fortalte Audrey os første gang om vores visum, heldigvis var alle godkendt. Indtil dette tidspunkt kunne enhver af os være blevet afvist at komme ind i Nordkorea. Årsagerne kunne være mange, men i sidste ende ville vi højst sandsynligt ikke have fået det at vide. I tilfælde af vores visum var blevet afvist, ville rejsen til Kina kunne praktisk talt have været spildt! Heldigvis var der ingen problemer med visummet, og vi kunne begive os af sted mod Dandong Togstation. Herfra skulle vi tage toget til Pyongyang, hovedstaden i Nordkorea.
Som dagen inden havde vist os, var de kinesere der boede i Dandong ikke vant til at se udlændinge, og det faktum at vi nu gik en hel gruppe på 9 personer sammen, hjalp bestemt ikke på hvor meget de stirrede – Men det var bare rart at prøve at føle os som rockstjerne for en kort stund!

Togstationen inden Nordkorea

Henne på togstationen, mødtes vi med en anden kineser, som skulle hjælpe os med sikkerhedstjek i Kina, og sørge for vi kom ind med toget. Det faktum at Eastern vision havde sørget for en ekstra kinesisk guide, viser hvor vigtigt det er at der er nogen der kender procedurerne, og som kan snakke sproget.

På dette tidspunkt skulle vi også udfylde en blanket der sagde hvor mange elektroniske produkter vi havde med i landet samt hvilket mærke de var. Ydermere skulle vi underskrive 3 forskellige dokumenter – Alle noget med vi lovede vi ikke ville snakke dårligt om Nordkorea.

Efter en times ventetid, og 3 gange pastjek, fik vi endelig lov til at komme ind i toget og lægge vores tasker. Vi var dog endnu ikke klar til at komme afsted. Inden vi kørte, skulle vi nemlig ud på platformen igen– Selvom vi stod ude foran toget, var det her vi oprigtigt talt begyndte at tro på vi rent faktisk ville komme ind i Nordkorea. Det eneste der manglede, ville blot være at krydse en bro og herefter det meget omtalte sikkerhedstjek i Nordkorea. Det var kun Audrey der havde prøvet det før, da hun som guide for andre grupper havde været i Nordkorea 3 gange før. Hun havde fortalt vi godt kunne være forberedt på at få taget vores pas til tjek, kigget vores telefoner igennem, rodet i vores tasker osv. osv.

Vi var kommet i toget igen, og langt om længe begyndte toget at køre, og den spændte stemning begyndte nu at sprede sig endnu mere, for vi vidste at vi med 100% sikkerhed ville krydse broen og komme inden for Nordkoreas grænse. Det indre spørgsmål, og det vi alle tænkte men ingen turde sige, var nu blot om vi rent faktisk ville komme helt til Pyongyang. Efter ca. 7 minutters tog kørsel, blev omgivelserne omkring os ændret fuldstændig. Det føltes som med ét at være blevet skubbet i en anden tidsalder, i en anden kultur. Soldaterne mindede os om, at vi var kommet til et land der er i krig.

Custom tjek

Som forventet kom soldaterne nu ind i toget, og bedte først om en navneliste på hele vores gruppe. Audrey var forberedt og udleverede navnelisten til soldaten. Dernæst skulle soldaten have alle vores pas, og gik derefter ud af toget.

Jeg har aldrig tænkt på hvor meget et pas betyder, men når man lige er kommet over grænsen til Nordkorea, sidder i et tog med en lille gruppe af mennesker, hvor man kun har kendt dem i et døgn, så føles det at miste sit pas lige pludseligt meget ubehageligt. Men vi vidste at dette var eneste mulighed, hvis vi ville se mere af det så berømte Nordkorea indefra.

I løbet af den næste halve time, i den i forvejen meget trængte vogn, blev der ved med at komme soldater gående forbi os. Vi vidste ikke hvad de ville og hvad der skulle ske, indtil en af dem pludselig henvendte sig til os. Soldaten bedte om at få vores kufferter og rygsække åbnet. Disse skulle tjekkes helt igennem. Ved min egen  kuffert tjekkede soldaten blot at jeg ingen dokumenter havde, og at jeg ikke havde nogen computer eller lignende med. Herefter gik soldaten igen, uden at sige mere.

Efter ca. 2 lange timers ventetid, fik vi vores pas tilbage – endda i god behold, og toget begyndte nu at køre. Der var altså absolut ingen vej tilbage nu, vores gruppe var i et kørende tog og næste stop var Nordkoreas hovedstad Pyongyang. Kun de færreste udlændinge får muligheden for at komme derhen, og hele vores gruppe var i en blanding af ekstase og spænding. Så selvom vi var trætte, var det umuligt for langt de fleste af os at sove – Bortset fra Tess, hun faldt i søvn lige da vi havde fået vores pas igen, og så sov hun ellers i 4 timer. Vi var nu på vej til Pyongyang.

Vil du selv prøve at krydse grænsen til Nordkorea? Så tag med på vores næste rejse til Nordkorea.

Om forfatteren:

Jonas
Jonas rejst til Nordkorea 5 gange og har siden sit første besøg følt at Nordkorea er meget mere end krig, atomvåben og Kim Jong Un. Derfor forsøger Jonas altid at fortælle sine oplevelser med udgangspunkt i menneskerne og befolkningen i Nordkorea.