En stor del af det at komme til et nyt land og opleve kulturen, er at smage på den lokale mad. Det russiske køkken er meget varieret og bærer præg af de mange folkegrupper i landet og de ekstremt skiftende årstider. Mad i Rusland består meget af mel, kartofler og kød, og russerne er verdensmestre til at omdanne disse meget basale ingredienser til lækre fyldige retter. I dette blogindlæg deler vi 5 retter fra det russiske køkken, som man kan glæde sig til at smage på vores rejser til Rusland.
Pelmeni (Пелмени)
Pelmeni ligner asiatiske dumplings eller italienske tortellini og er lavet af tynd dej og fyldt med hakket kød og løg. De serveres som regel i en klar oksekødsbouillon og toppes med tyk creme fresh (kaldet ‘smetana’ i Rusland) og frisk dild. Hvis du har en sød tand eller er vegetar, kan du prøve pendanten ‘vareniki’ – en lignende ret, der laves med kartofler, æblepuré eller sød hytteost.
Shashlik (Шашлык)
Shashlik er marineret kød på spyd over åben ild. Simpelt og lækkert. Man bruger alle mulige former for kød og fisk, selvom russerne foretrækker svinekød. Marinaden varierer fra region til region og kan være alt fra rødvin til eddike til granatæble juice. Du kan ikke gå galt i byen med grillede stykker af kød. Man elsker shashlik i Rusland, og der er massere af ‘shashlychnaya’ – små restauranter, der specialiserer sig i shashlik.
Olivier (Оливье)
Olivier er den mest kendte og elskede salat i Rusland, som du uden tvivl vil finde på ethvert nytårsbord i alle russiske hjem. Du bliver dog skuffet, hvis du forestiller dig en salat i klassisk forstand med salatblade og friske grøntsager. Olivier er en tung salat med kartofler, oksekød eller skinke, ærter og masser af mayonnaise.
Borsch (Борщ)
Borsch er nok en af de mest kendte retter fra det russiske køkken (selvom den egentlig traditionelt set er ukrainsk). Det er en rig suppe lavet på rødbeder, kartofler, kål, gulerødder, forårsløg, hvidløg og tomater. Hvis du vil, kan du også tilføje oksekød.
Pirogi (Пироги)
Pirogi er bagværk, der som regel er fyldt med kartofler, kød, kål og ost. Du kan finde pierogier, der er åbne og lukkede, og som er søde og saltede. Prøv dig frem og prøv de mange forskellige typer pierogier for at finde dem, du bedst kan lide. Traditionelle pierogier er glaseret med æg og bagt, men du kan også finde dem friturestegt.