Lidt uden for Asjkhabad centrum finder man Turkmenistans første og indtil videre eneste cable car. På turkmensk skal du bede chaufføren om at tage dig til asma ýoly. Turen fører op til et udkigsområde ved foden af Kopetdag-bjergene, på grænsen til Iran. Konstruktionen er foretaget 1270 meter over havoverfladen og startede i 2005. Allerede året efter, i 2006, stod byggeriet færdigt – med en længde på 4 kilometer. På toppen finder man en lille park med parkeringspladser nok til 100 biler, 5 busser samt et landingsområde til helikopter.
Asjkhabad Cable Car består af i alt 14 kabiner fordelt på de lange kabler, og der er plads til 8 personer i hver. Med en hastighed på 6 meter i sekundet, tager det lidt over 10 minutter at komme fra bunden til toppen. Ved sidstnævnte er det muligt at købe mad og drikke på to restauranter/caféer. Vi gør dog opmærksom på, at kaffen koster hele 70 danske kroner, så hvis du skylder din medrejsende en kop kaffe, kan du overveje, om den kan udskydes lidt. Til gengæld er udsigten fantastisk, og det giver rig mulighed for at få et glimt af verdens hvideste by på afstand.