Bolshoi teatret i Moskva er den russiske kunstscenes stolthed, og har huset nogle af de bedste produktioner i Rusland i mere end 200 år. I dag kan du opleve ballet og opera på teatret.
Opførelsen af Bolshoi teatret startede i 1776. De første teaterbygninger blev dog ødelagt af ildebrande i 1805, 1812 og 1853. I dag kan du se den nyeste Bolshoi-bygning, som åbnede første gang i 1856.
Teatret har en storslået facade, som består af flotte kolonner og et imponerede indgangsparti. Her ser man også statuen af Apollo, der kører i en hestetrukket stridsvogn. Statuen finder man også på den russiske 100-rubelseddel.
Ordet “Bolshoi” (eller bolsjoj) stammer fra det russiske ord for “stor”. Når du går ind i teatersalen, vil du hurtigt forstå, hvorfor teatret har fået dette navn. Salen er 21 meter høj, 26 meter bred og har 2.153 sæder. Der er også seks balkoner med smukke sæder og fin belysning, hvilket bidrager til den overdådige atmosfære.
Kig op for at se den kæmpestore lysekrone og de forskellige vægmalerier, der dominerer Bolshoi teatrets enorme loft. Teatret gennemgik en seks år lang renovation, der blev færdig i 2011.
Du kan købe billetter til Bolshoi-teatret på internettet eller på billetkontoret i Moskva. Der er kun en kort gåtur fra metrostationen Teatralnaya til teatret.