”Af hva’ gør du!?” sagde min mor, da jeg ringede til hende og fortalte at jeg skulle til Nordkorea. Heldigvis sad jeg i Sydkorea, og hun kunne ikke rigtig stoppe mig. I begyndelsen vidste jeg ikke super meget om Nordkorea, men i min forberedelse til turen, gik det op for mig, hvorfor min mor var lettere bekymret. Den primære information, jeg kunne finde, handlede nemlig om Kim Jong Un, atomvåben og hjernevaskede mennesker. På trods af dette, blev min motivation endnu større for at tage af sted, da det gik op for mig, at “der bor 25 millioner mennesker” – de må have deres egne historier at fortælle.
På turen blev jeg meget klogere på Nordkorea og en brøkdel af dets mange helt normale mennesker, og jeg havde massevis af historier at fortælle. Dette gik i første omgang udover mine forældre gennem et 3,5 times telefonopkald. På trods af mine mange historier var mine forældres bekymring ligeså stor både 2. og 3. gang, jeg tog afsted. Da jeg tog afsted 3. gang, forstod jeg dog godt bekymringen (selvom jeg godt vidste det stadig var sikkert), da Nordkorea lige havde afprøvet et par brintbomber. Det skabte en enkelt overskrift eller to. Jeg var dog fortsat meget nysgerrig på dette unikke land, og jeg måtte afsted igen. Nok en gang havde jeg historier at fortælle ved hjemkomst, og mine forældre stod igen i skudlinjen. De kunne mærke min passion og iver gennem mine historier.
Denne rejsepassion, iver for at lære, og ønsket om at udvide min horisont kastede et rejsebureau af sig, som skulle arrangere anderledes rejser, der gjorde det samme for andre mennesker, som rejserne havde gjort for mig. Jeg havde nu skabt en platform, hvor jeg kunne arrangere rejser til en helt unik destination, hvor nysgerrighed er en af motivationsfaktorrene for at tage af sted. Et par som havde fået vendt bekymring til nysgerrighed, var i særdeleshed mine forældre.
Mor og far rejser med!
Mine forældre har løbet meget, og min mor har blandt andet løbet Berlin Marathon. Deres store opbakning og interesse for deres søns foretagende, kombineret med deres nylige nysgerrighed for Nordkorea, kulminerede, da jeg fortalte dem om vores Pyongyang Marathon rejse. Her kunne de kombinere alle disse ting, og samtidig bakke op om deres søn i én og samme tur. De var solgt!
Turen var magisk for mig, og rent faktisk at kunne vise mine forældre alt, hvad jeg havde fortalt dem om, og samtidig lade dem danne deres egne indtryk var mega fedt. En af de mange oplevelser vi delte, skete ved grænsen mellem Nord- og Sydkorea. Hver gang jeg har besøgt grænsen, har jeg mødt den samme soldat. Soldaten betragter jeg som en ven, og vi har hver gang snakket om familie og diverse ting. Denne gang, var han der også, og jeg introducerede ham til mine forældre, hvortil han som det første sagde, at min far og jeg ligner hinanden som to dråber vand (den er go’ nok).
Jeg løb ikke selv med, men sad på tilskuerpladserne, da mine forældre løb over målstregen på et fyldt Kim II Sung Stadium, og jeg kunne se glæden stråle ud af dem. Hele turen skabte disse følelser, og jeg tror at mine forældre nu forstår min passion meget bedre. Samtidig tror jeg, at de måske selv har fået et helt nyt blik på, hvad Nordkorea er for et land ud over alle overskrifterne.
