Min første gåtur i Nordkorea

2018-11-26T22:15:11+00:00

Da jeg kom hjem fra min første rejse til Nordkorea skrev jeg en del af mine oplevelser ned. Jeg tænkte ikke over grammatik og stavefejl, jeg tænkte bare at jeg ville skrive det ned. Jeg skrev og skrev og skrev i 3 dage. Alle de indtryk og oplevelser jeg havde haft. Når jeg nu læser de ting jeg skrev ned for flere år siden, er de fleste skriblerier enten virkelig dårlig formuleret eller helt ude af kontekst. Der er dog alligevel et par af teksterne som vækker minder. Den følgende historie er en af de ting jeg skrev ned fra min første rejse – det er skrevet af en ung Jonas der lige er kommet hjem fra sin første rejse til Nordkorea. Teksten er rettet for de værste stavefejl af den Jonas som nu over flere år har rejst til Nordkorea mange gange. Det er en fortælling om en helt almindelig morgen gåtur. Hvad det er som gør denne historie speciel, er at det er den første gåtur jeg havde i Nordkorea.

Det var tidlig morgen. Vi blev vækket af Ms. Kang, der med sin lyse lidt halvskingre morgenstemme, gik uden for vores værelser:

”Goodmorning, it is time to wake up, Goodmorning…”

Dette fortsatte indtil alle var oppe. Hotellet vi sov på var inspireret af gammel koreansk stil, hvilket betød at isoleringen var elendig og at vi sov på gulvet. Selvom vi havde ligget på gulvet i den lille hytte, med temperatur på under 15 grader, havde både Kevin og jeg sovet overraskende godt. Der var varmerør direkte under gulvet og dynerne var særlig tunge, som gjorde at man fik en meget underlig, men behagelig følelse om natten. Så selvom vi vågnede op med en smule tømmermænd var vi mere end klar på en ny dag i Nordkorea.Vi fik morgenmad på hotellet, og for netop at bevare den autentiske oplevelse af de gamle koreanske traditioner sad vi stadig på gulvet og spiste. Dette var første gang på vores rejse at jeg synes vi fik serveret et dårligt måltid mad. Måltidet bestod af:

  • 4 stykker tørt toastbrød
  • Én skefuld marmelade

“Nå det der? Det var bare en bombe”

Janam Hill i Kaesong City Nordkorea

Det var på tide at programmet for dagen startede og vi mødtes uden foran restaurantens indgang. Da det nu for første gang var lyst udenfor siden vi ankom til dette hotel, tog vi hurtigt nogen billeder inden vi fik pakket taskerne i bussen og skulle af sted igen. Jeg må indrømme at selvom hotellet ikke umiddelbart havde tiltalt mig i nattens mulm og mørke, var det virkelig et flot sted, lavet efter, hvad jeg forestiller mig er helt traditionel koreansk stil. Inden vi skulle af sted derfra samledes hele gruppen med Ms. Kang. Hun skulle forklare dagens program og hvad der nu skulle til at ske. Mens Ms. Kang stod og forklarede lød der et kæmpe BRAG! Alle blev helt vildt overrasket. Vi kom i tanke om at vi boede på et hotel der ligger 5 km fra DMZ. DMZ som er et af verdens mest intense militære områder. Vores nerver var derfor måske også yderst på tøjet, men inden vi panikkede spurgte  vi Ms. Kang hvad det kunne være.

Hun trak på skuldrene og sagde: ”Nå det der? Det var bare en bombe”.

Vi kiggede alle helt forfærdet på hinanden, og var klar til at tage hjem med det samme. Vi ville ind i bussen, tilbage til Kina og tilbage til Danmark. Men Ms. Kang hun stoppede os. I stedet så grinte Ms. Kang og fortalte os det selvfølgelig ikke var en bombe, men hun vidste ikke hvad det var. Det kunne jo være hvad som helst og hun påpegede at der var en byggeplads lige ved siden af hotellet, og der kommer altså tit høje lyde fra en byggeplads.

Hvem siger at Nordkoreanere ikke har humor?

Bare bliv ved at gå

Herefter var det tid til vores første gåtur i Nordkorea! Det kan godt være at en gåtur lyder rimelig trivielt og jeg husker virkelig heller aldrig at jeg har været begejstret for at skulle gå en tur kl. 7.30 om morgenen – Men grunden til vi glædet os så meget, var at det var første gang i nu 48 timer at vi rent faktisk fik tilladelse til at gå en tur. Vi havde indtil dette tidspunkt følt os skarpt observeret hele tiden. Vi havde aldrig været mere end 10 meter fra bussen, og kun kunne bevæge os uden guiderne på hotellerne om aftenen. Ganske vist ville vi stadig blive fulgt med vores guider, Ms. Kang forrest og Mr. Yun bagerst, men det føltes bare mere frit.

Inden gåturen gik i gang, fik vi at vide vi ikke måtte tage nogen billeder og at vi skulle holde os på række. At vi ikke måtte tage nogen billeder undrede os meget, for vi kunne jo stadig kun se hvad de ville vise os, og at vi skulle gå på række, ja det irriterede os bare grusomt. Så farvel den følelse frihed vi lige havde glædet os til. Da gåturen startede, fandt vi dog hurtigt ud af hvorfor vi ikke måtte tage nogen billeder. For selvom den lange vej vi gik på var flot og havde en masse pæne træer og cykelstier, var der ned ad hver eneste sidevej fattige huse. Denne gåtur, var det tætteste vi kom på de fattige i Nordkorea, og det er endda i en relativt rig by, som turister (vi) jo stadig fik lov at besøge – Dette var ikke noget en ung dreng fra Bogense nogensinde havde set før.

På gåturen kom vi forbi Nam-gate, som direkte oversat betyder Sydporten. Den blev bygget ved Nordkoreas 10 års jubilæum, og var et symbol på vejen til syd, som de håbede på at kunne bruge så snart syd og nord bliver genforenet. Det ville være ideelt, for på den modsatte side af vejen af er en restaurant kaldt genforenings-restauranten. Denne restaurant er et symbol på den forhåbentlige genforening mellem nord og syd og at det første forenet måltid mellem statslederne skal nydes her – i Nordkorea. Vi gik herefter op af Janam Hill, og selvom det virkelig en er lang og høj bakke, så var det virkelig en flot udsigt. Både fra bunden og toppen. På toppen af bakken stod en statue af den første præsident Kim Il Sung. Som afslutning på gåturen blev vi bedt om at bukke for statuen for at vise respekt, og dermed var min første gåtur i Nordkorea slut.

cykle i Nordkorea

Dette er kun anden gang jeg deler noget fra mine første skriverier. Første gang var fortællingen om hvordan det føltes at krydse grænsen til Nordkorea for første gang På den ene side kan jeg godt mærke naiviteten og uvidenheden fra den unge og mindre erfarne Jonas. På den anden side nyder jeg også den umiddelbarhed som der bliver skrevet med. En umiddelbarhed som tydeligt fortæller hvad den unge dreng fra Nordfyn oprigtigt talt har oplevet og følt. Det er også en umiddelbarhed som jeg bliver mindet om at jeg skal huske fremover, hver eneste gang jeg fortæller om mine oplevelser fra Nordkorea og fra alle andre lande.

Hvis du har læst med på Above Borders, ved du at det ikke var min sidste gåtur, for hver eneste rejse til Nordkorea giver mindst en gåtur mere – og jeg glæder mig allerede til den næste.

Om forfatteren:

Jonas
Jonas har rejst til Nordkorea mange gange og har siden sit første besøg følt at Nordkorea er meget mere end krig, atomvåben og Kim Jong Un. Derfor forsøger Jonas altid at fortælle sine oplevelser med udgangspunkt i menneskerne og befolkningen i Nordkorea. Du kan læse meget mere om Jonas her