Da jeg kom hjem fra min første rejse til Nordkorea skrev jeg en del af mine oplevelser ned. Jeg tænkte ikke over grammatik og stavefejl, jeg tænkte bare at jeg ville skrive det ned. Jeg skrev og skrev og skrev i 3 dage. Alle de indtryk og oplevelser jeg havde haft. Når jeg nu læser de ting jeg skrev ned for flere år siden, er de fleste skriblerier enten virkelig dårlig formuleret eller helt ude af kontekst. Der er dog alligevel et par af teksterne som vækker minder.
Den følgende historie er en af de ting jeg skrev ned fra min første rejse – det er skrevet af en ung Jonas der lige er kommet hjem fra sin første rejse til Nordkorea. Teksten er rettet for de værste stavefejl af den Jonas som nu over flere år har rejst til Nordkorea mange gange. Det er en fortælling om en helt almindelig morgen gåtur. Hvad det er som gør denne historie speciel, er at det er den første gåtur jeg havde i Nordkorea.
Det var tidlig morgen. Vi blev vækket af Ms. Kang, der med sin lyse, lidt halvskingre morgenstemme, gik rundt ude foran vores værelser:
”Goodmorning, it is time to wake up, Goodmorning…”
Dette fortsatte indtil alle var oppe. Hotellet vi sov på, var inspireret af gammel, koreansk stil, hvilket betød, at isoleringen var elendig, og at vi sov på gulvet. Selvom vi havde ligget på gulvet i den lille hytte – med temperatur på under 15 grader – havde både Kevin og jeg sovet overraskende godt. Der var varmerør direkte under gulvet og dynerne var særligt tunge, som gjorde, at man fik en meget underlig men behagelig følelse om natten. Så selvom vi vågnede op med en smule tømmermænd, var vi mere end klar på en ny dag i Nordkorea. Vi fik morgenmad på hotellet, og netop for at bevare den autentiske oplevelse af de gamle koreanske traditioner, sad vi stadig på gulvet og spiste. Dette var første gang på vores rejse, at jeg synes, vi fik serveret et dårligt måltid mad. Måltidet bestod af:
- 4 stykker tørt toastbrød
- Én skefuld marmelade
“Nå det der? Det var bare en bombe”
Det var på tide, at programmet for dagen startede, og vi mødtes ude foran restaurantens indgang. Da det nu for første gang vi så hotellet og dens omgivelser i dagslys, tog vi hurtigt nogen billeder, inden vi fik pakket taskerne i bussen og skulle af sted igen. Jeg må indrømme, at selvom hotellet ikke umiddelbart havde tiltalt mig i nattens mulm og mørke, var det virkelig et flot sted, lavet efter, hvad jeg forestiller mig, er helt traditionel, koreansk stil. Inden vi skulle af sted, samledes hele gruppen med Ms. Kang. Hun skulle forklare dagens program og hvad der nu skulle til at ske. Mens Ms. Kang stod og forklarede lød der et kæmpe BRAG! Alle blev helt vildt overrasket. Vi kom i tanke om, at vi boede på et hotel, der ligger 5 km fra DM – et af verdens mest intense militære områder. Vores nerver sad derfor i højere grad uden på tøjet, men inden vi panikkede, spurgte vi Ms. Kang hvad det kunne være, der havde forårsaget braget.
Hun trak på skuldrene og sagde: ”Nå det der? Det var bare en bombe”.
Vi kiggede alle helt forfærdet på hinanden og var klar til at tage hjem med det samme. Vi ville ind i bussen, tilbage til Kina og tilbage til Danmark. Men Ms. Kang stoppede os og begyndte at grine. Hun sagde, at det selvfølgelig ikke var en bombe, men hun vidste ikke, hvad det var. Det kunne jo være hvad som helst, og hun påpegede, at der var en byggeplads lige ved siden af hotellet, og der kommer altså tit høje lyde fra en byggeplads.
Hvem siger, at Nordkoreanere ikke har humor?
Bare bliv ved at gå
Herefter var det tid til vores første gåtur i Nordkorea! Det kan godt være, at en gåtur lyder rimelig trivielt, og jeg husker virkelig heller aldrig, at jeg har været begejstret for at skulle gå en tur kl. 7.30 om morgenen. Grunden til, at vi glædede os så meget, var, at det var første gang i nu 48 timer, at vi rent faktisk fik tilladelse til at gå en tur. Vi havde indtil dette tidspunkt følt os skarpt observeret hele tiden. Vi havde aldrig været mere end 10 meter fra bussen, og vi kunne kun bevæge os uden guiderne på hotellerne om aftenen. Ganske vist ville vi også på gåturen fulgt af vores guider, Ms. Kang forrest og Mr. Yun bagerst, men det føltes noget mere frit end hidtil.
Inden gåturen gik i gang, fik vi ad vide, at vi ikke måtte tage nogen billeder, og at vi skulle holde os på række. At vi ikke måtte tage nogen billeder undrede os meget, for vi kunne jo stadig kun se, hvad de ville vise os, og at vi skulle gå på række, ja det irriterede også bare irriterende. Så farvel til følelsen af frihed, som vi ellers havde glædet os til. Da gåturen startede, fandt vi hurtigt ud af, hvorfor vi ikke måtte tage billeder. For selvom den lange vej, vi gik på, var flot og havde en masse pæne træer og cykelstier, var der ned ad hver eneste sidevej fattige huse. Denne gåtur, var det tætteste, vi kom på de fattige kvarterer i Nordkorea, og det endda i en relativt rig by, som turister (vi) jo stadig fik lov at besøge. Det var ikke ligefrem noget en ung dreng fra Bogense havde set før.
På gåturen kom vi forbi Nam-gate, som direkte oversat betyder Sydporten. Den blev bygget ved Nordkoreas 10 års jubilæum og var et symbol på vejen til syd, som de håbede på kunne bruges så snart syd og nord blev genforenet. Det ville være ideelt, for på den modsatte side af vejen er en restaurant døbt Genforenings-restauranten. Den er et symbol på den forhåbentlige genforening mellem nord og syd, og at det første forenet måltid mellem statslederne skal nydes her – i Nordkorea. Vi gik herefter op af Janam Hill, og selvom det virkelig er en lang og høj bakke, så var det virkelig en flot udsigt. Både fra bunden og toppen. På toppen af bakken stod en statue af den første præsident Kim Il Sung. Som afslutning på gåturen blev vi bedt om at bukke for statuen for at vise respekt, og dermed var min første gåtur i Nordkorea slut.
Dette er kun anden gangm jeg deler noget fra mine første skriverier. Første gang var fortællingen om, hvordan det føltes at krydse grænsen til Nordkorea for første gang På den ene side kan jeg godt mærke naiviteten og uvidenheden fra den unge og mindre erfarne Jonas. På den anden side nyder jeg også den umiddelbarhed, som der bliver skrevet med. En umiddelbarhed som tydeligt fortæller, hvad den unge dreng fra Nordfyn oprigtigt har oplevet og følt. Det er også en umiddelbarhed, som jeg bliver mindet om, at jeg skal huske fremover, hver eneste gang jeg fortæller om mine oplevelser fra Nordkorea.
Hvis du har læst med på Above Borders, ved du, at det ikke var min sidste gåtur, for hver eneste rejse til Nordkorea giver mindst én gåtur mere – og jeg glæder mig allerede til den næste.
