I Asjkhabad finder man Monument of the Turkmenistan Constitution, til ære for 20-års jubilæet for den turkmenske forfatning siden landet blev selvstændigt i 1991. Monumentet er bygget i marmor og måler hele 185 meter, hvilket gør det til den næsthøjeste bygning i Turkmenistan. Selve konstruktionen består af et 27-meter højt fundament i tre niveauer, der alle forestiller den ottekantede turkmenske/arabiske stjerne, der er et symbol på paradiset i den islamske tro. Oven på fundamentet er tilføjet et 91 meter højt tårn. Begge er de symbol på datoen for Turkmenistans selvstændighed den 27. oktober 1991. Selve forfatningen blev vedtaget 18. maj 1992. Derfor blev byggeriet indviet med en stor ceremoni den 18. maj i 2011, da monumentet stod færdig. Monumentets i alt 185 meter er desuden et symbol på de 185 lande, der har anerkendt Turkmenistans neutrale status.
Mere end bare et storslået monument
Monument of the Constitution er mere end blot et monument og symbolisme. Indgangsområdet til området er omringet af dekorative springvand, grønne områder og skulpturer af soldater. Inde i bygningen finder man både et museum, bibliotek, en souvenirshop, et cafeteria og et stort konferencerum. Sidstnævnte benyttes fx ofte til forretningsmøder og politiske forsamlinger.