Jeg træder ud af kupéen og går hen til Jonas, som er faldet i snak med en nordkoreaner og en kineser. Kineseren udbryder med det samme “Hey, let me buy you a beer”, hvorefter han går på jagt efter en øl. Jonas smutter, og jeg falder nu i snak med en nordkoreansk mand. Dette skulle blive mit første rigtige indtryk af det nordkoreanske folkefærd.
Så er der afgang!
Nogle timer forinden er vi steget på toget i Dandong, hvorfra vi skal køre til Pyongyang. Toget er meget gammelt, med en smal gang og nogle små, tætpakkede kupéer. Kupéerne var udstyret med seks køjer, og vi smed alt bagagen op i de øverste, hvorefter vi satte os til rette i de nederste. Fuld af spænding i kroppen – vi var nu alle klar til afgang!
Turen til Pyongyang havde fået et tidsestimat på 6-8 timer på trods af, at der kun skulle afdækkes cirka 200 km. Da toget satte igang, gav det også meget god mening. Det var ikke just en høj topfart, man fornemmede at toget skød afsted med.
Vi er i Nordkorea!
Det tog ikke mange minutter fra toget satte kurs mod Pyongyang, til vi havde krydset floden mellem Kina og Nordkorea. At vi nu var i Nordkorea, betød også grænsekontrol – en af de få ting, som havde givet mig lidt sommerfugle i maven inden afrejse. “Hvad nu hvis de ikke lukker mig ind?”
Toget stoppede ved stationen lige over grænsen, og man kunne se en masse soldater, som ventede på at gennemgå grænsekontrollen. Da et par soldater nåede til vores kupé, ville de kropsvisitere os. Først pigerne, dernæst drengene. De hentede derfor en kvindelig soldat til at visiterer pigerne først. Da det var overstået, kom en mandlig soldat hen og fortsætte med os drenge. Jeg træder ud som den første (jeg har langt lys/brunt hår og det var slået ud), og da soldaten kigger på mig, får han et mærkeligt udtryk i øjnene, mumler nogle ting på koreansk og skubber mig videre uden at visitere mig. Alt imens han fniste lidt. Jeg tror, han troede, jeg var en pige…Da visiteringen var overstået gik kontrollen nemt, og efter at have holdt stille i små to timer, var vi på vej mod Pyongyang!
De første indtryk
Den første time, sad jeg bare og kiggede ud ad vinduet. Jeg kiggede ud på rismarker og små landsbyer. Alle landsbyernes huse havde bestemte farver, nogle lyserøde, andre babyblå. Det var utrolig flot. Selve naturen var meget ensformigt, da det primært var rismarker, men alligevel fortalte hver rismark en historie, da der var en masse mennesker, som gik og arbejdede i dem. De pløjede markerne med træredskaber, som var trukket af en ko, tog en lur i kanten, eller samlede sig i små grupper omkring frokosttid.
Den første samtale
Kineseren render stadig rundt efter salgsvognen, og Jonas har sat sig ind til vores gruppe. Alt imens er jeg faldet i snak med en nordkoreansk mand ved navn Chang. Jeg har SÅ mange spørgsmål, og det viser sig, at det går begge veje. Vi snakkede længe om hans liv, hans historie og samtidig om de ting, vi så ud ad vinduet på togturen. Chang havde tidligere været i militæret, men han var nu en handelsrejsende og altså en af de få, som ofte rejser ud af Nordkorea. Chang er i gang med at fortælle mig om en militærmands gøremål, da kineseren kommer tilbage – og han har øl med. Skål! Vi snakker videre, og tiden på den ellers lange togtur flyver afsted. For som vi bliver enige om; det er spændende at snakke om hinandens kulturer, for vi kan lære rigtig meget af hinanden. Efter nogle timers virkelig interessant samtale, siger jeg tak til Chang og sætter mig ind i kupéen, hvor nogle af de andre fra gruppen også forsøger at falde i snak med en nordkoreansk mand. I modsætning til Chang, var denne mands engelskkundskaber udfordret, hvilket gjorde samtaleemnerne meget simple. På trods af de begrænsede engelskkundskaber, ville han virkelig gerne snakke, og vi fik da også grint en hel del sammen. Latter er heldigvis universelt!
Et sceneskift ved ankomst
Vi begynder langsomt at nærme os Pyongyang, og man kan tydeligt se, hvordan omgivelserne ændrer sig fra rismarker og små byer til større lejlighedskomplekser. Jeg var spændt før rejsen, men efter samtalen med Chang og den lange men flotte togtur, havde jeg fået endnu mere blod på tanden for at opleve så meget som muligt af det her kontrastfulde land og kultur. Jeg glædede mig til at udforske og snakke med flere mennesker som Chang. Noget jeg på bagkant af rejsen heldigvis kan bekræfte, at jeg fik gjort. Togturen til Pyongyang var den ideelle måde at kickstarte mødet med en så anderledes rejse og kultur. Især taget betragtning af, at hele programmet for rejsen var planlagt på forhånd, blev disse første 8 timer en form for fri leg, der gav noget særligt til turen.
Jeg håber, at møde Chang igen. Måske han også har oplevet noget nyt ligesom jeg.
