I Turkmenistan finder man Stairs of Health. Endnu en af den tidligere præsident, Saparmurat Niyazovs særlige idéer. Trappe-konstruktionen ligger lidt uden for Asjkhabad centrum. Den består af to gåruter bygget langs de trætomme Kopetdag-bjerge, der figurerer på begge sider af den turkmensk-iranske grænse. Den ene rute er 8 km lang mens den anden er hele 37 km.
Stairs of Health som motion
Angiveligt beordrede Saparmurat Niyazov under hans regeringstid, at både ministrene og parlamentsmedlemmerne gik ruten minimum én gang om året. Det samme gjaldt den øvrige befolkning, så de kunne holde sig sunde og raske. Det viste sig dog hurtigt, at det var ekstremt hårdt at gennemføre 37 km i ekstrem varme uden mulighed for skygge. Derfor er der siden blevet plantet en del træer langs ruten for at undgå at gamble med turkmenernes helbred. Det er der nok mange, der er glade for.
Det siges, at præsident Niyazov i mange år gik en tur på trappen hver morgen. Hvor meget af ruten han gik, vides ikke, men historien fortæller også, at han på sine ældre dage blev fløjet til toppen i helikopter grundet dårligt hjerte. Hvor langt kan du mon gå på Stairs of Health?
