Skole og uddannelse i Nordkorea kan på nogen måder sammenlignes med Danmark. Generelt ved man dog ikke meget om uddannelsessystemet i Nordkorea, da landet er et af verdens mest isolerede, og de internationale medier har sjældent fokus på uddannelsessystemet. Derfor giver Jonas dig her et unikt indblik fra sine mange rejser til Nordkorea.
Folkeskolen i Nordkorea
I langt de fleste lande er folkeskolen den første del af uddannelsessystemet – det gælder også i Nordkorea. I folkeskolen bliver eleverne undervist i helt almindelige færdigheder som skrivning, læsning og regning. Når børnene bliver 12-13 år, skifter eleverne institution til “middle school”. Dette er en form for overbygning på første del af folkeskolen. Eleverne deles her op efter evner og interesserer, således at undervisningen kan tilrettelægges mere specifikt for den enkelte. I middle school modtager eleverne også engelskundervisning.
Kim Jong suk Middelschool
På mine rejser til Nordkorea har vi besøgt flere forskellige middle schools. Den skole, der har givet det største indtryk, er Kim Jong Suk Middle School. Skolen er opkaldt efter Kim Il Sungs kone og anses som den bedste i Nordkorea. Den ligger i byen Pyonson, en forstad til Pyongyang. Her var eleverne særdeles dygtige til engelsk, og de formåede både at svare velovervejet samt stille os kreative spørgsmål. De var meget interesserede i vores hverdag, ligesom vi var i deres. Denne form for førstehåndsinteraktion gav et spændende indblik i børnenes skolehverdag. Det er dog vigtigt at notere sig, at disse elever ikke nødvendigvis er repræsentative for alle nordkoreanske børn, da de er nogen af de dygtigste elever i landet.
Kim Il Sung University
Når nordkoreanerne er færdige med Middle School, udstikkes en ny studieretning. Denne bestemmes via en eksamination, hvor man enten kan blive tildelt et teknisk, praktisk eller bogligt fokus. Hvis man tildeles den boglige retning, skal man på universitet. Det mest prestigefyldte universitet i Pyongyang – og dermed Nordkorea – er Kim Il Sung University (opkaldt efter den første leder i Nordkorea Præsident, Kim Il Sung). Universitet har sin egen hjemmeside – endda tilgængelig på engelsk.
Som de fleste uddannelser er varigheden forskellig, men så vidt vi er informeret, tager det typisk 4-5 år at færdiggøre sin uddannelse efter middle school.
Korean Peoples Grand Central Study House
Efter endt studie starter man i job. Grundet den socialistiske ideologi i Nordkorea er alle sikret job. Det job, man får tildelt, er det, der tjener samfundet bedst. Hvis man har behov for yderligere uddannelse eller synes det kunne være interessant f.eks. at lære et nyt sprog, kan man gøre det på aftenskole. Aftenskolen ligger i hjertet af Pyongyang og hedder Korean Peoples Grand Central Study House.
Bygningen er fyldt med marmorsøjler og guldlysekroner. Det er en meget imponerende konstruktion, og vi er blevet fortalt, at den har kostet 100 millioner dollars at bygge. Rundt omkring i bygningen er hvert rum indrettet efter et specifikt emne, med alle tilgængelige bøger tilknyttet det respektive emne. Grand Central Study House fungerer samtidig som et offentligt bibliotek, og Nordkorea er stolte af at have mere end 1 million bøger. Forstanderen for aftenskolen fortalte endda, at der kun er ét offentligt bibliotek i USA, der har flere bøger.
Udover de mange læsesale og emner, er det også muligt at få vejledning fra en studievejleder. Vedkommende er ekspert inden for sit emne, og uanset om man har brug for hjælp til at blive skubbet i den rigtige retning eller har spørgsmål til noget, man har læst, kan man henvende sig for hjælp.
Oversigt over uddannelse i Nordkorea
Det nordkoreanske skolesystem ligner overordnet set det danske.
- Folkeskole
- Middle school/gymnasium
- Universitet
- Efteruddannelse
Eleverne i Nordkorea bliver dog testet en smule mere i løbet af deres skolegang, og det anses som ekstremt vigtigt for børnene, at de klarer sig godt i skolen – uddannelse i Nordkorea er nemlig altafgørende for ens fremtid og plads i samfundet. Det er desuden ikke muligt at tage en klasse om.
Tag med på vores næste rejse til Nordkorea, hvis du er nysgerrig på at lære mere og besøge en nordkoreansk skole.