I ørkenlandet Turkmenistan betages man af synet af Yangikala. Mødet med dette unikke naturfænomen har jeg forsøgt at skildre i dette blogindlæg.
Turkmenistan er ca. 11 gange så stort som Danmark. Alligevel har begge lande en befolkning på omkring 6 millioner mennesker. Hele 80 % af Turkmenistan er nemlig dækket af ørken, og de fleste mennesker er samlet i relativt få byer med lange afstande imellem dem. En af disse byer hedder Turkmenbashy, som ligger på den vestlige spids af landet, og det er her, at min fortælling tager sit udspring.
I forhold til hovedstaden, Asjkhabat, er Turkmenbashy (og samtlige andre turkmenske byer for den sags skyld) ikke nær så storslået og imponerende. Derfor er der også begrænset med sightseeing-spots i Turkmenbashy, og der er – som vi ville sige på dansk – generelt langt mellem snapsene i Turkmenistan. Til gengæld kan en længere køretur fra Turkmenbashy kortvarigt få dig til at miste vejret.
En uendelig køretur, du ikke vil være foruden
’Mod det uendelige univers’! Det er den følelse, jeg har, da vi bevæger os nordøst på, ud i den turkmenske ørken. Hold da op, hvor er der goldt og monotont. Bortset fra selskabet af en flok dromedarer og en enkelt købmand undervejs, føler jeg stort set ikke, at landskabet ændrer sig de tre timer, vi kører ud i ’ingenting’. Men så sker der pludselig noget. Et syn, der med ét er hele køreturen værd.
Vi står pludselig på toppen af Yangikala-kløfterne. Et naturskabt vidunder af nærmest majestætiske klippeformationer, der har formet sig gennem millioner af år. I tidernes morgen var dalen under os fuld af vand med et mangfoldigt koralliv, men en kombination af temperaturændringer, vind, bølger og regn har skabt gradvise modifikationer i klippernes farver og strukturer. Det er virkelig betagende, hvordan forskellige facetter af rød og grå slår over i orange. Til tider næsten gullige nuancer, der på afstand giver et indtryk af nøje planlagte skift fra én farvestruktur til en anden.
Jeg døber dig Yangikala
Ordet Yangikala stammer fra det turkmenske sprog og betyder ’fyrig fæstning’. Navnet er tildelt kløfterne efter de rødlige skær, der dannes fra bjergskråningerne og de mange klippebrud imellem dem. Synet ud over kløfterne er så fascinerende, at jeg fuldstændig glemmer tid og sted. Mine øjne drages af farverne og det sletteagtige underlag, der står i klar kontrast til klipperne længere ude i horisonten. Klipperne som på én og samme måde omfavner området og stikker uregelmæssigt op hist og her.
Bortset fra vores lille turistflok, er der fuldstændig øde. Der hersker en nærmest telepatisk enighed i gruppen om, at stedet opleves bedst i tavshed. Stadig mundlamme over dette imponerende naturfænomen bliver vi gjort opmærksomme på, at vi endnu ikke har været ude på spidsen endnu. Ude ved ’krokodille-gabet’, som de lokale kalder det.
Da vi kommer derud, har udsigten ud over Yangikala-kløfterne ændret vinkel. Hvilket blot tilføjer endnu et unikt aspekt til en i forvejen helt særlig oplevelse. Lidt efter bevæger jeg mig ud på spidsen og sætter mig med pumpende hjerte med benene ud over kanten af ’krokodillen’. Jeg overvældes på én og samme tid af en berusende stilhed og udsigt og en pludselig angst for at falde ned. Så mærker man da, at man lever – tænker jeg for mig selv. Og som H.C. Andersen sagde: ’at rejse er at leve’ – noget som Yangikala-kløfterne midt i den turkmenske ørken i dén grad bekræfter.
Skrevet af tidligere rejsende, Casper Wiklund.
