Vi skulle krydse grænsen til Nordkorea, og dagen startede tidligt. Vi skulle op allerede 6,30, da vi en time senere skulle mødes med vores gruppe. Selvom det var tidligt, og vi ikke havde sovet ret meget, var både Kevin – som jeg boede på værelse med – og jeg vågen før mit vækkeur ringede. Vi var simpelthen så spændte, at vi næsten ikke kunne være i os selv.
Den kinesiske morgenmad på hotellet var virkelig dårlig, også set i forhold til kinesiske standarder, men vi havde en lang dag foran os, og det lykkedes at presse noget tørt brød ned.
Godkendelse af visum til Nordkorea
Gruppen mødtes 7.30, og her fortalte Audrey os første gang om vores visum til Nordkorea. Heldigvis var alle godkendt. Indtil dette tidspunkt kunne enhver af os være blevet afvist at komme ind i Nordkorea. Årsagerne kunne være mange, men i sidste ende ville vi højst sandsynligt ikke have fået det ad vide. I tilfælde af at vores visum var blevet afvist, ville rejsen til Kina praktisk talt kunne have været spildt. Heldigvis var der ingen problemer, og vi kunne derfor begive os af sted mod Dandong Togstation. Herfra skulle vi tage toget til Pyongyang, hovedstaden i Nordkorea.
Som vi havde erfaret dagen før, var de kinesere, der boede i Dandong ikke vant til at se udlændinge. Det faktum at vi nu gik en gruppe på hele 9 personer sammen hjalp bestemt ikke på, hvor meget de stirrede. Vi synes dog mest det var sjovt at føle os som rockstjerner for en kort stund!
Togstationen inden Nordkorea
Ved togstationen mødtes vi med en kineser, som skulle hjælpe os med sikkerhedstjek i Kina og sørge for, at vi kom ind med toget. Det faktum, at rejsebureauet havde sørget for en ekstra kinesisk guide, viser, hvor vigtigt det er, at der er nogen, der kender procedurerne. Nogen som kender kulturen og kan snakke sproget.
På dette tidspunkt skulle vi også udfylde en blanket, der fortalte, hvor mange og hvilke elektroniske produkter, vi havde med ind i landet. Ydermere skulle vi underskrive tre forskellige dokumenter. Alle handlede om noget med, at vi lovede ikke ville snakke dårligt om Nordkorea.
Pastjek, pastjek og flere pastjek
Efter en times ventetid og tre gange pastjek, fik vi endelig lov til at komme ind i toget og lægge vores tasker. Vi var dog endnu ikke klar til at komme afsted. Inden vi kørte, skulle vi nemlig ud på platformen igen. Selvom vi stod lige foran toget, var det først i dette øjeblik, at vi oprigtigt begyndte at tro på, at vi ville komme ind i Nordkorea.
Nu var det eneste, der manglede, blot at krydse en bro og herefter det meget omtalte sikkerhedstjek ved at krydse grænsen til Nordkorea. Det var kun Audrey, der havde prøvet det før, da hun som guide for andre grupper havde været i Nordkorea. Hun havde fortalt, at vi godt kunne være forberedt på at få taget vores pas tjekket igen samt kigget vores telefoner igennem, rodet i vores tasker mm.
Vi var kommet ind i toget igen, og langt om længe begyndte det at køre. Den spændte stemning begyndte nu at sprede sig endnu mere, for vi vidste, at vi med 100% sikkerhed ville krydse broen og komme inden for Nordkoreas grænse. Det indre spørgsmål – som ingen turde sige højt – var blot, om vi rent faktisk ville komme helt til Pyongyang. Efter ca. 7 minutter blev omgivelserne omkring os ændret fuldstændig. Det føltes som med ét som at være rejst til en anden tidsalder, i en anden kultur. Soldaterne mindede os om, at vi var kommet til et land, der er i krig.
Custom check når man skal krydse grænsen til Nordkorea
Som forventet kom soldaterne hurtigt ind i toget, og bad os først om en navneliste på vores gruppe. Audrey var forberedt og udleverede navnelisten til soldaten. Dernæst skulle soldaten have alle vores pas, hvorefter han forlod toget.
Jeg har aldrig tænkt på, hvor meget et pas betyder. Vi var lige kommet over grænsen til Nordkorea, sidder i et tog med en lille gruppe af mennesker, man kun har kendt i et døgn, og pludselig føltes det at miste sit pas meget ubehageligt. Der var dog ikke så meget at gøre, hvis vi ville gøre os forhåbninger om at opleve Nordkorea indefra.
Ansigt til ansigt med Nordkoreanske soldater
I løbet af den næste halve time – i den i forvejen meget trængte vogn – blev der ved med at komme soldater forbi vores kupé. Vi vidste ikke, hvad de ville og hvad der skulle ske, indtil en af dem pludselig henvendte sig til os. Soldaten bad os om at åbne vores kufferter og rygsække. Alt skulle tjekkes helt igennem. Ved min egen kuffert tjekkede soldaten dog blot, at jeg ingen dokumenter havde, og at jeg ikke havde nogen computer eller lignende med. Herefter gik soldaten igen, uden at sige mere. Efter knap to, lange, timers ventetid, fik vi vores pas tilbage og toget begyndte at køre. Nu var der ingen vej tilbage. Vi sad i et kørende tog og næste stop var Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.
Kun de færreste udlændinge får muligheden for at komme til Nordkorea, og hele vores gruppe befandt sig i en blanding af ekstase og spænding. Selvom vi var trætte, var det derfor umuligt for de fleste af os at sove. Vi var nu rigtigt på vej til Pyongyang!
Vil du selv prøve at krydse grænsen til Nordkorea? Så tag med på vores næste rejse til verdens mest isolerede land.
2 Comments
[…] gange. Vi skal nemlig vise vores togbillet inden vi får lov at stige på toget. Så snart vi har krydset grænsen spørger grænsevagterne også om at se vores billet. Undervejs på turen kommer kontrolløren og […]
[…] til vi havde krydset floden mellem Kina og Nordkorea. At vi nu var i Nordkorea, betød også grænsekontrol, en af de få ting, som havde givet mig lidt sommerfugle i maven inden afrejse. “Hvad nu hvis de […]