Nordkoreas historie

Tilbage til begyndelsen

Det er usikkert, hvornår de første mennesker helt præcis dukkede op på den koreanske halvø. Helt generelt siges det, at det første tegn af menneskeliv går helt tilbage til den palæolitiske tidsperiode omkring 2.5 millioner år siden. Så selvom Nordkorea i sig selv er et ungt land, så går halvøens historie flere millioner år tilbage. I dette indlæg vil v kun dække moderne koreansk historie. Vi vil dog alligevel prøve vores bedste i at præsentere forskellige begivenheder og individer. Ting som har haft en eller anden form for påvirkning på Nordkorea og hvorfor landet er, som det er i dag. Vi vil først og fremmest give et billede af det grundlag Nordkorea er bygget på. Det findes ved at forklare den japanske kolonisering af halvøen fra 1910 til 1945. Dernæst vil der være en gennemgang af hvordan etniske koreanere fra henholdsvis Sovjetunionen og Manchuriet vendte tilbage til de nordlige regioner efter befrielsen og hvordan det sovjetiske styre havde en påvirkning på de nordlige regioner inden Koreakrigen officielt startede i 1950. Her vil vi vende snuden lidt hjemad, da vi vil gå lidt mere i detaljer omkring Jutlandia end Kim Larsen gjorde i hans sang om skibet. Til sidst vil vi dække Nordkorea som et selvstændigt land efter krigen og op til i dag igennem forskellige hændelser, såsom landets økonomiske krise fra starten af 70’erne, Kim Il-Sungs død og hungersnøden lige efter og afslutningvis, de forskellige topmøder mellem Nord- og Sydkorea siden 2000.

Japansk kolonisering

Den koreanske halvø var koloniseret af Japan fra 1910 til 1945. Det er derfor ikke en historisk periode, der er specifik til Nordkorea alene. Når det er sagt, så er kolonisering af halvøen dog en af de vigtigste perioder i både syd- og nordkoreansk historie. Både fordi Japan udnyttede de nordlige og sydlige regioner anderledes ud fra hvilke ressourcer de havde, hvilket havde en stor betydning for regionernes tilstand efter japanerne forlod halvøen i 1945, men også fordi Nord- og Sydkoreas mening og holdning til emner såsom sprog, økonomi, arkitektur, udenrigspolitik m.m. senere hen ville være stærkt påvirket af hvordan Japan havde behandlet koreanere under kolonisering.

Japansk infiltration af halvøen

I løbet af Joseon dynastiet (1392-1897) er Korea af mange rejsende, såsom William Elliot Griffis, blevet beskrevet som et “hermit kingdom” eller “hermit nation”. Et hermit kingdom referer til en organisation eller stat, som frivilligt har valgt at isolere sig fra omverdenen. Den dag i dag er Nordkorea det bedste eksempel på en hermit nation, men Joseon staten blev på daværende tidspunkt beskrevet på samme måde, da de ingen aftaler eller samarbejde havde med omverdenen udover Kina. I 1876 underskrev staten dog Kanghwa traktaten, hvilket åbnede landet op. Traktateporte blev åbnet tæt på diverse havne og langsomt begyndte folk fra Vesten at komme til halvøen såsom katolske missionærer fra USA. Som en effekt af dette blev flere og flere kirker, skoler og hospitaler oprettet, men mange historikere argumenterer at traktaten faktisk bragte mere ondt end godt til landet og at Joseon regeringen skulle have lyttet til Kina, som havde anbefalet regeringen ikke at underskrive traktaten. Korea vidste nemlig ikke hvordan de skulle håndtere deres udenrigspolitik, da dette var et helt nyt område for dem. Derudover var kongen, regeringen og eliten af Joseon dynastiet heller ikke enige om, hvordan landet skulle drives, og landet endte derfor mest med en taktik, der bare handlede om at holde sig uden for den magtkamp, der var blandt de større nationer i Østasien. 

Japanske soldater ankom officielt for første gang til halvøen efter Kapsin kuppet i 1884 og Tonghak oprøret i 1894, eller revolutionen, afhængigt af hvem du spørger. Både kinesiske og japanske soldater kom til for at hjælpe, hvilket skabte en rivalisering mellem de to lande, da de begge ønskede at have en indflydelse på halvøen. Efter denne periode blev mange japanere på halvøen, og de begyndte at få en stor indflydelse på koreansk udenrigspolitik og militær og dermed også Kabo reformerne fra 1894-1895. Efter Japan vandt den sino-japanske krig i 1895 havde landet fået meget mere indflydelse i Østasien, og selvom det stadig tog to årtier for Japan at kolonisere halvøen var Kabo reformerne en stor sejr, da Japan nu kunne fylde den koreanske regering med pro-japanske embedsmænd, som kunne pege regeringen i en retning, der var til fordel for Japan. 

I oktober 1897 gik Korea fra at have et dynasti til et imperium, og King Gojong blev derfor den sidste konge i Joseon dynastiet og den første kejser i det nye koreanske imperium. Den koreanske regering under denne periode var dog stærkt påvirket af Japan og mange individer, vælger derfor frivilligt at glemme eller ikke at inkludere denne tidsperiode, når der snakkes om koreansk historie. Mange nævner Joseon dynastiet som det sidste officielle forenet Korea før halvøen blev koloniseret, men rent faktisk er det det koreanske imperium fra 1897 til 1910. Den japanske-koreanske traktat i 1905 symboliserede en stat, der efterhånden havde givet op. Gennem denne traktat accepterede Korea at dets diplomatiske suverænitet blev frataget og at landet blev gjort til et protektorat for det japanske kejserrige. Dette betød altså, at det koreanske imperium officielt var selvstændigt, men var “beskyttet” under det japanske kejserrige. 

Eftersom Joseon dynastiet havde valgt at underskrive Kanghwa traktaten i 1876 og åbne halvøen op for vesten, kom der naturligvis flere og flere udlændinge til. Dette resulterede i en oprettelse af mange hemmelige aktivistgrupper og i forbindelse med at Japan langsomt fik mere indflydelse over halvøen, blev demonstrationerne hyppigere og mere aggressive. The Righteous Army er den mest kendte gruppe af aktivister, og japanske soldater ledte derfor efter medlemmer dag og nat. På trods af de mange demonstrationer og koreanere som frivilligt lade deres liv i håb om at deres handlinger ville bringe folket tættere på et frit Korea, så koloniserede Japan officielt halvøen i 1910.

Samfund

Selvom Japan formåede at kolonisere Korea, så tog det alligevel flere år før de fik pacificeret halvøen. Koreanere ville nemlig stadig gøre alt hvad de kunne for at sabotere og ikke kun myrde japanske embedsmænd og soldater, men også koreanere som havde valgt at samarbejde med japanerne. Mange individer som tilhørte eliten havde efter koloniseringen hurtigt valgt at samarbejde med det japanske kejserrige for at beholde deres status så vidt som muligt. For mange virkede dette til at være det sikreste valg for deres families fremtid. Disse mennesker blev dog set som forrædere af resten af nationen. Kort sagt blev det set som om, de havde solgt deres nationalitet i bytte for deres sikkerhed og rigdom. Det vil dog vise sig senere hen, at disse familier og individer aldrig ville blive glemt. Både under koloniseringen, men også efter og selv til den dag i dag, der vil disse mennesker blive set som forrædere, mens andre, hvor deres forfædre er berømte aktivister som kæmpede for Koreas befrielse, vil blive set i et positivt lys.  

Da det japanske kejserrige først koloniserede halvøen i 1910 havde de som sådan ikke en plan for landet. De japanske soldater startede ud med at torturere eller retsforfølge koreanske aktivister, såsom medlemmer af the Righteous Army, for at sikre sig at koreanerne ingen chance havde for at tage deres land tilbage. Efter at have været på halvøen og bedømt situationen, begyndte Japan at skabe regler og sætte restriktioner på alting. Fra ejerskab af land til familieregister og fiskeri. Japanere som boede i Korea var stadig en del af den japanske befolkning og hørte derfor under Meiji-forfatningen, hvilket forblev intakt indtil 1947. De nye regler var derfor kun for koreanere, hvilket betød at allerede fra starten af koloniseringen var der et ulige samfund, da der var forskellige regler og straffe for koreanere og japanere på halvøen. Grunden bag denne ulighed var fordi japanerne anså koreanerne som barbariske. Den koreanske nation havde endnu ikke formået at skabe et civiliseret samfund ligesom Japan og på grund af dette, så kunne de samme regler altså ikke gælde for de to etniciteter. 

Når det kom til hvor stramt det japanske militær kontrollerede det koreanske samfund, så var der forskellige faser. I det første årti fra 1910 til 1920 var landet kontrolleret af et militært styre, men det at blive undertrykt og behandlet uretfærdigt gjorde den koreanske befolkning så vred, at japanerne blev nødt til at komme op med en anden strategi, hvis de gerne ville blive ved med at beholde magten. De gik derfor fra et militært styre til et kulturelt styre, som de kaldte det. Her blev alt relateret til koreansk kultur begrænset til et minimum. Selvom japanerne så koreanerne som barbariske, så var de stadig af samme oprindelse, og planen var derfor at assimilere hele den koreanske befolkning og få halvøen til at tilhøre det japanske kejserrige. 

Mellem 1910 og 1918 fokuserede Japan på at forbedre den koreanske økonomi ved at udføre en enorm matrikel undersøgelse. De ville måle jord og uddele ejendomsret og selvom det var et dyrt projekt, så var det prioriteret af det japanske kejserrige, da Korea havde haft skatteproblemer i flere år på grund af skatteunddragelser, militær skat, problemer med lån af korn og dårlig høst. Det har været en koreansk tradition i flere århundrede og specielt under Joseon dynastiet at lade visse individer fri for betaling af skat, hvis de på den ene eller anden måde havde vist loyalitet til kongen eller hjulpet nationen. Dette var i længden dog en dyr bekostning for den koreanske økonomi. Japanerne håbede at en sortering af jordbesiddelse for hvert eneste stykke jord på halvøen og en etablering af et bedre skattesystem ville forbedre økonomien. Derudover forsøgte Japan også at forbedre infrastrukturen og fokusere mere på landbrug. Selvom det kan argumenteres at Japan prøvede at forbedre den koreanske økonomi og dermed også levestandarden for koreanere, så var det stadig japanerne på halvøen som fik mest ud af disse nye ændringer, da de havde de højeste positioner i landet. I 1920 oprettede japanerne et program for at øge risproduktionen, men på grund af en uholdbar landbrugsøkonomi kollapsede ris industrien i 30’erne, og halvøen havde derfor et stort fattigdomsproblem med masser af landmænd i gæld.

Op indtil 30’erne havde Japan prøvede at assimilere koreanerne på halvøen, men assimilation havde mere været et langsigtet mål, hvor det japanske kejserrige langsomt prøvede at sprede det japanske sprog og promovere korrekte værdier for empiriske borgere. Fra 1935, og specielt efter den anden sino-japanske krig, som startede i 1937, begyndte assimilation at blive den største prioritet for det japanske militær på halvøen. Det var specielt gennem uddannelse, at koreanerne blev socialt og kulturel kontrolleret. I 1910’erne var der separate skoler for japanerne og koreanerne. Japanske børn kunne gå i skoler, der svarede til hvad de var vant til hjemme i Japan, og koreanske børn gik i skoler, hvor udgangspunktet var at skabe “gode og loyale undersåtter af kejseren”. Japansk var selvfølgelig majoritetssproget og der var ikke mange muligheder for koreanere, når det kom til at videreuddanne sig. I 1919 var det kun omkring 3,7% af koreanske børn, der gik i primary school, da det tog mange år for regeringen at oprette flere primary og secondary schools. I 1994 gik omkring 40% af koreanske børn mellem syv og 14 år i primary school, hvilket stadig var under halvdelen af alle koreanske børn kvalificeret til at gå i skole. Tal fra 1944 viser at kun omkring 13% af koreanere fik en ungdomsuddannelse og kun 7% havde mulighed for at komme på universitetet. 

Industrialisering

D. 18. september 1931 formåede Japan endelig at invadere Manchuriet, hvilket havde været et langsigtet mål for det japanske kejserrige i flere årtier. Den koreanske halvø og Manchuriet deler en lang fælles historie på grund af deres lokalitet og de var derfor ofte involveret på den ene eller anden måde. Det japanske kejserrige søgte fortsat efter at udvide dets territorium og havde derfor meget at vinde ved at kolonisere Manchuriet, som behagelig vis lå opad Koreas nordlige grænser. Generalguvernøren for Chosen (GGK) på daværende tidspunkt, en japaner udvalgt til at kontrollere halvøen, havde i årevis promoveret Koreas voksende økonomi og Japanerne kunne nu bruge Korea som deres forsyningsbase for deres hær stationeret i Kina og efter 1931 blev Manchuriet hurtigt integreret i Japans økonomiske og strategisk politik. Hvorfor er dette relevant for nordkoreansk historie? Det er det, fordi inkluderingen af Manchuriet i det japanske kejserrige fremskyndende industrialiseringen af Korea i 1930’erne.

Allerede i begyndelsen af 1920’erne var Koreas produktion af vandkraft blevet øget for at give strøm til nye fabrikker, da Noguchi Jun prøvede at udvikle hans imperium for kemisk fremstilling i Hamheung (nordlig region af halvøen) gennem så billig strøm som muligt. Noguchi Jun var en japansk forretningsmand, som havde en stor række projekter i Korea og dermed havde en stor indflydelse på industrialiseringen på halvøen. Firmaet Japan Steel Corporation ville bygge kraftværker for at udnytte den højkvalitative jernmalm aflejringer i Manchuriet og i de nordlige områder på halvøen og dette dannede kernen for ekspansionen af metal industrien i Korea. I 1940’erne, til trods for at den koreanske halvø var en fattig japansk koloni, så blomstrede kemikalie-, værktøj-, metal- og tekstil industrierne, som dækkede 40% af hele Korea’s økonomiske produktion. Tilbage i 1931 udgjorde disse kun 17,7%. Den øgede økonomiske produktion var selvfølgelig tæt forbundet til det japanske marked hvor hele 95% af al koreansk eksport gik til. Med den japanske politiske kontrol og infrastruktur, som de så længe havde arbejdet på, var der fri udveksling af arbejdskraft over grænsen mellem Manchuriet og Korea med mange japanske virksomheder i Manchuriet, som havde koreanske arbejdere.

Den økonomiske udvikling i Korea i 1930’erne med dets overudvikling på visse punkter og underudvikling på andre, havde en stor påvirkning på den koreanske befolkning. Efterhånden som industrien voksede, fandt flere af de fattigste på halvøen sig et fabriksjob. Fabriksarbejdestyrken fordoblede i 1930’erne og steg endda yderligere efter Stillehavskrigen (samlet betegnelse for krige i Asien som resultat af Japans ekspansionspolitik i 30’erne og 40’erne) med en stigning på hele 343% fra 1932 til 1943. I disse numre er mine- og transportindustrien ikke engang inkluderet samt de titusinder af koreanere, som arbejdede i Manchuriet indtil 1945. Udvidelsen af produktionsøkonomi hev dog ikke kun bøndere fra landet til fabrikker, men også koreanere væk fra deres byer og familier, da de fleste af fabrikkerne var i de nordlige regioner. Indtil 1937 skulle firmaer selv rekruttere ny arbejdskraft, men idet mange koreanere var desperate efter arbejde, var det ikke svært at finde ny arbejdskraft. Koreanere havde under koloniseringen intet at sige, når det kom til valg af job. Japanerne sad på de højeste positioner, og koreanere var derfor nødt til at tage farlige jobs såsom mine- eller fabriksarbejde. 

Slutning af kolonistyret og befrielse 

De sidste fem år af koloniseringen, fra 1940 til 1945, var meget forskellige fra tidligere år på grund af 2. Verdenskrig. Der var som koreanere et stigende kulturelt pres for at assimilere sig og deltage i krigen på den ene eller anden måde. Den japanske hær prøvede at flytte rundt på hele den koreanske befolkning og i 1940 organiserede japanerne 350.000 forskellige patriotiske forenings-nabolag, som de kaldte dem, med hver 10 husstande. Disse nabolag var i bund og grund grupper for diverse offentlige programmer lavet af regeringen, hvor de enten skulle give ting som arbejdskraft, tvangsbidrag i form af kontanter eller materiale (såsom mad), ris “donationer” osv. Kunstnere blev opdelt i forfattere, journalister, filmskabere, skuespillere, musikere m.m for at kunne identificere  alle interessegrupper for regeringen. Kulturorganisationer ville så sponsere diverse patriotiske konkurrencer for sangskrivning, noveller, plakatkunst osv. samt tvinge berømte koreanere til at gå frem i offentligheden og give patriotiske taler, der opfordrede koreanere til at ofre sig selv for imperiet og krigen. De sidste fem år var derfor utrolig kaotiske for den koreanske befolkning. De ville blive tvunget til at flytte rundt på vegne af et imperium, som behandlede dem som andenrangs borgere eller i værste tilfælde, arbejdskraft der hurtigt kunne blive erstattet, kanonføde eller seksuelle slaver. Hvis koreanerne sagde imod, så ville de enten ryge i fængsel, blive dræbt eller i værste tilfælde; blive gjort til en skændsel for deres familier. 

Det var endelig tydeligt i foråret 1945, at japanernes dage på halvøen var talte. Nyheder kom til kolonien gennem forretningsmænd og studerende, der vendte tilbage fra Japan eller gennem den koreanske nationalist regering, som var i eksil i Nanking i Kina. De ville igennem en radio sende korte nyhedsklip til Korea fra både Kina og Sovjetunionen. Individer der ofte lyttede til disse krigsnyheder og havde lagt mærke til den mere og mere hysteriske propaganda fra Japan havde lagt to og to sammen og indset, at slutningen på et koloniseret Korea kunne være nær hvis heldig. Der var dog ingen der havde forventet, at Japan pludselig ville overgive sig d. 15. august 1945. Det er ikke sikkert, hvor mange koreanere rent faktisk hørte morgen udsendelsen, hvor Japan indrømmede dets nederlag, men ved frokost var gaderne allerede fyldt af koreanere, som fejrede nyheden. I de næste par uger ville japanerne kæmpe for at finde en gruppe til at tage kontrol over landet, beskytte de japanere som boede på halvøen, afvikle alt arbejde og forberede på en evakuering for både japanske statsborgere og soldater. 

Dagen efter på d. 16. august blev alle koloniale fængsler tømt. Under koloniseringen havde den japanske hær lavede fængsler til koreanere alene og dem der sad inde kunne være alt fra kriminelle og politiske modstandere til uheldige individer, som var blevet fanget af en japansk soldat, som havde haft en dårlig dag. Nationalistiske koreanske aktivister som enten havde været i eksil, gemt sig eller boet i udlandet begyndte også at vende tilbage til halvøen fra henholdsvis Japan, Manchuriet og Kina. Folk fra de sydlige regioner som var blevet nødt til at flytte til det nordlige Korea på grund af jobmuligheder, kunne også endelig flytte tilbage til deres familie. Alle kunne endelig komme hjem igen. 

Soviet styre

Mange havde forudset, at de koreanere som havde flygtet fra halvøen og bosat sig i andre lande, ville komme tilbage når halvøen var befriet fra japanerne, og i 1945 viste det sig, at de havde ret. De to første grupper af udenlandske koreanere, som skyndte sig tilbage til halvøen var Soviet-koreanerne og Manchuriet-koreanerne. 

Soviet-koreanere

Da japanske soldater forlod den koreanske halvø, boede der omkring 200.000 etniske koreanere i Sovjetunionen og mellem 10-30.000 af disse valgte at vende tilbage til de nordlige regioner, sammen med soldater fra Sovjetunionen, da halvøen var fri igen. På dette tidspunkt var der stadig intet officielt Nord- og Sydkorea, og vi vil derfor referere til de nordlige og sydlige regioner af halvøen i stedet. At vende tilbage til halvøen var dog ikke en nem opgave for Soviet-koreanerne. De fleste af dem havde igennem årene slået sig ned i central Asien – specielt i lande som Usbekistan og Kasakhstan. Det betød dog, at for at vende tilbage til halvøen, skulle de krydse adskillige landegrænser. Alle landegrænser og ruter var kontrolleret af sovjetiske soldater, og Sovjetunionen havde altså derfor ene ret til at vælge hvilke Soviet-koreanere fik lov til at vende tilbage igen. Hvem der fik adgang var en ren og skær praktisk beslutning for regimet. Hvis man enten var loyal over for Sovjetunionen, tilhørte eliten, havde bureaukratisk viden inden for politisk implementering eller bare generelt på den ene eller anden måde viste sig brugbar, så var der større chance for, at man fik lov til at krydse grænserne. Når soviet-koreanerne endelig var ankommet til de nordlige regioner på halvøen, så stoppede kontrollen over dem dog ikke der. På halvøen ville de stadig være under stærk overvågning. 

Soviet-koreaneres brug af både det russiske og koreanske sprog samt forholdet mellem deres etnicitet og nationalitet betød en del for hvordan den sovjetiske hær opfattede soviet-koreanerne. Mange af de yngre koreanere var anden generations indvandrere og for mange af dem, var deres russisk altså bedre end deres koreansk. Grundet dette var de lettere påvirket af det sovjetiske regime og det hemmelige politi, der holdte øje med dem på halvøen. Selvom alle soviet-koreanere etnisk set var koreanere, så havde de alle sovjetisk nationalitet, og de blev derfor set som tilhørende den sovjetiske befolkning af Sovjetunionen. De havde soviet pas og vigtige samt mere politisk arrangerede individer havde endda et Communist Party of Soviet Union (CPSU) medlemskab. Udover at holde øje med soviet-koreanere på halvøen, så havde regimet også en anden effektiv måde at sikre sig soviet-koreanernes loyalitet, hvilket var at holde deres familie tilbage i Sovjetunionen som gidsler. På den måde kunne regimet sikre sig, at soviet-koreanerne ikke rebellerede eller stak af. På trods af hvor forfærdelig en situation dette var for soviet-koreanere, så kan det argumenteres at lige præcis denne metode har inspireret Nordkorea. Landet er trods alt kendt for at henrette hele tre generationer, hvis et individ bliver fanget i nogen former for ulovlige aktiviteter. 

Manchuriet-koreanere         

Soviet-koreanerne var ikke den eneste gruppe af udeboende koreanere, som fandt deres vej tilbage til halvøen efter befrielsen fra japanerne. Manchuriet-koreanerne var en gruppe af individer, som havde boet i Manchuriet over en længere periode og dette inkluderede Kim Il-sung samt hans kammerater. De kom fra koreanske familier som havde flygtet fra halvøen under koloniseringen, og mens de havde boet i Manchuriet, havde de samarbejdet med kinesiske kommunister, da de også så japanere som deres fjender. Manchuriet-koreanerne fandt dog hurtigt ud af, at de ikke kunne hamle op imod de japanske soldater, og i 1941 valgte Kim Il-sung og hans kammerater derfor at tage til Sovjetunionen, hvor de kunne få lov til at starte på et træningsakademi. Dette betød, at selvom manchuriet-koreanerne ikke havde tilbragt hele deres liv i Sovjetunionen, så var det stadig med de sovjetiske soldater og soviet-koreanerne, at manchuriet-koreanere kom tilbage til de nordlige regioner efter befrielsen.  Ligesom den sovjetiske hær holdte øje med soviet-koreanere, så prøvede de også at kontrollere manchuriet-koreanerne. Regimet behøvede dog ikke at overvåge dem konstant, da de i stor grad allerede var loyale og taknemlige, da regimet havde tilladt dem at komme til Sovjetunionen mellem 1941 og 1945. Der var heller ingen grund for manchuriet-koreanerne til at gøre oprør, da de havde brug for den legitimitet, det sovjetiske militær kunne give dem.

Da begge grupper af udeboende grupper var etnisk koreanske, rakt de ud til hinanden, og soviet-koreanere og manchuriet-koreanere begyndte derfor relativt hurtigt at samarbejde om alverdens projekter. Selvom manchuriet-koreanerne kun var en gruppe på lidt under 100 personer, og ingen af de etnisk koreanere på halvøen havde hørt om dem før, så formåede de sammen med soviet-koreanerne at tage kontrol over diverse kommunistiske partier og grupper. Individer inden for begge grupper af udeboende koreanere positionerede sig selv i vigtige bureaukratiske stillinger rundt omkring i de nordlige regioner, og sammen blev de to grupper til den ideologiske base for den nordkoreanske hær.

Ambitiøse Soviet-inspirerede ændringer

Allerede inden for det første år efter japanerne havde overgivet sig og forladt halvøen, ville de nordlige regioner gennemgå utallige ambitiøse ændringer i håb om at økonomisk udvikle sig. To områder som Kim Il-sung prioriterede fra 1945-1950 var blandet andet maksimering og forbedring af skolesystemet og det medicinske felt. Det nordkoreanske skolesystem var opdelt på hovedsageligt tre niveauer. En elev ville først gå igennem fem år i primary school, efterfulgt af tre år i lower middle school og så igen, tre år i upper middle school. På grund af det sovjetiske regime var majoritetssproget på disse skoler naturligvis russisk og ikke koreansk. Hvis man som individ havde lyst til at videreuddanne sig, så kunne man fortsætte på et technical college eller universitet. En af universiteterne var blandt andet det verdenskendte Kim Il-sung Universitet, som blev bygget i 1946. Alt dette bekræfter at, efter halvøens befrielse, havde de nordlige regioner hurtigt fået etableret et fuldt funktionelt uddannelsessystem, men det betød desværre også, at Sovjetunionen havde en stor påvirkning på mennesker inden for alle aldersgrupper. 

Uddannelsessystemet i de nordlige regioner havde to tydelige og særlige træk, der ikke kunne findes i den sydlige del af halvøen. Fra årene 1945 – 1950 havde Nordkorea først og fremmest elever fra alle socioøkonomiske klasser. Dette var en stor forskel fra det tydeligere Joseon dynasti, hvor kun rige individer kunne få en uddannelse. Staten havde et håb om at bekæmpe analfabetisme og specielt bøndere og arbejende folk var inviterede til at møde op. Det kinesiske alfabet Hanja havde tidligere været brugt i massevis på halvøen, men den nordkoreanske stat ville omkring dette tidspunkt starte på at reklamere for brugen af koreanske tegn alene. Allerede få år senere, i 1949, meddelte staten at de havde formået at bekæmpe analfabetisme og at næsten hele befolkning nu kunne læse og skrive på koreansk. Den anden forskel på det nord- og sydkoreanske uddannelsessystem i løbet af disse fem år var, at der ingen undervisningsgebyr var i de nordlige regioner. Det var gratis for individer at gå i skole op indtil universitetet, men selv der ville staten give forskellige legater. Dette var endnu en indsats for at koreanere af alle socioøkonomiske klasser havde mulighed for at få en uddannelse.

Det var dog ikke kun fordi, man ville mindske forskellen mellem rig og fattig og sikre sig at hele befolkningen kunne læse, at skolesystemet fik så meget fokus af Sovjetunionen. Det var samtidig for at promovere sovjetiske idealer gennem skolematerialer og andre midler. Der er endda historier om elever som klagede over problematikker som dette, men også generelt den stramme kontrol det sovjetiske regime havde over skolefaciliteter og læseplaner, og i 1945 skete en af Nordkoreas mest kendte protester, the Sinuiju Incident. Elever protesterede over de forfærdelige forhold, de blev undervist i, og da den ansvarlige stak af til byen Sinuiju, fulgte de efter ham, men dér blev de desværre mødt af en stor gruppe bevæbnet pro-sovjetiske individer. Flere hundrede elever blev skudt ihjel på stedet.

Som nævnt tidligere havde Sovjetunionen og den nordkoreanske stat fokuseret på at forberede mindst to forskellige områder: uddannelses- og sundhedssystemet. Efter japanernes overgivelse havde de nordlige regioner på halvøen ikke nogen form for sundhedssystem overhovedet. Det var ikke kun medicin og doktorer, de manglede, men også hospitaler. For at forbedre og transformere de nordlige regioner til et selvstændigt og velfungerende land var det altså essentielt at udvikle et sundhedssystem så hurtigt som muligt. Ifølge den nordkoreanske regering gik området fra at have 40 hospitaler i 1945 til hele 130 i 1947. Den nordkoreanske stat ville imitere den sovjetiske dedikation til videnskab, og regeringen ville derfor promovere forebyggende medicin. Dette betød ikke kun decideret medicin, men også ting såsom hygiejne. Hospitaler i byer og på landet havde specielt mange forskellige ansvarsområder. En dag om måneden ville de for eksempel lukke hospitalerne for at lægere kunne rejse rundt og tjekke om der var nogle nye sygdomme i området, som ikke var blevet opdaget endnu på hospitalerne. Det var også hospitalernes ansvar at sikre sig at alle offentlige steder var rene og sanitære. 

Koreakrigen

I 1950 brød Koreakrigen ud på den koreanske halvø, men Above Borders har allerede udgivet en beskrivelse af Koreakrigen – inklusiv hændelser op til, selve krigen og hvordan fredsforhandelserne forløb efterfølgende og vi anbefaler derfor, at du læser mere om Korea krigen på dette link. Da vores eget land, Danmark, deltog i krigen giver det dog mening kort at fortælle om Jutlandia.

Jutlandia

Da Koreakrigen brød ud i juni 1950, bad FN alle medlemsstater om støtte. Danmark ønskede dog ikke at sende tropper afsted, da regeringen var bange for at provokere Sovjetunionen. Danmark var derfor usikker på, hvad man skulle gøre. I stedet besluttede Danmark at sende humanitær støtte i form af et hospitalsskib. I 1951 annoncerede Dansk Sygeplejeråd og Dansk Røde Kors 40 stillinger, og hele 3-4.000 danskere sendte en ansøgning. Der var tale om én oversygeplejerske, fem afdelingssygeplejersker, ni operationssygeplejersker og 25 assistenter. Udover de 40 sygeplejersker blev der også ansat 30 sygepassere til at assistere sygeplejerskerne.

Jutlandia foretog i alt tre ture frem og tilbage til den sydlige del af halvøen. Skibet blev der altså ikke konstant under krigen. På hjemture tilbage til Danmark ville skibet medbringe individer fra Korea og sætte dem af på vejen i deres respektive lande. På de to første ture var skibet stationeret i den sydlige havneby, Busan. Her var det relativt fredeligt i forhold til mange andre byer. På det første togt i 1951 havde besætningen fået ordre på kun at behandle FN-soldater, som var hovedsageligt amerikanere. Da der dog ikke var meget at lave, begyndte besætningen at hjælpe koreanske patienter på land. Dette gav problemer med den amerikanske enhedskommando, men besætningen valgte at følge deres faglige etiske kodeks i stedet for militær logik, da de var ansat af Røde Kors. Efter et stykke tid fik ekspeditionschefen heldigvis forhandlet sig frem til en aftale om at Jutlandia i fredelige perioder måtte behandle civile patienter. På det andet togt i 1952 blev skibet åbnet op for både militære samt civile sydkoreanske patienter. Mange af disse patienter var børn, og der blev derfor etableret en børneafdeling på skibet. Derudover blev to koreanske læger ansat, både for at tolke, men også for at videregive viden. Derudover blev der oprettet en skole med koreanske lærer og koreanske præster bidrog med undervisning, foredrag og underholdning. På det sidste og tredje togt i 1953 tog Jutlandia ikke til Busan, men til Incheon – en by tæt på Seoul og kun 50 km fra fronten. Inden den sidste tur havde skibet fået monteret et helikopterdæk og der blev derfor taget sig af patienter både på skibet og på land med svære skader end før. 

Den 27. juli 1953 blev der forhandlet våbenhvile mellem Nord- og Sydkorea og Jutlandia vendte derfor snuden hjemad den 29. august. En del af personalet valgte dog at blive for at hjælpe den koreanske befolkning og færdiggøre deres arbejde. I alt nåede omkring 275 forskellige sygeplejersker at deltage på mindst ét af de tre togter. 

Nordkorea fra 1953 til i dag

Efter den koreanske krig var der ikke meget tilbage af de nordlige regioner på halvøen. USA havde bombarderet området så meget, at nærmest samtlige byer var i ruiner samt 80% af de nordlige regioners produktive kapacitet var smadret. På trods af dette formåede Nordkorea dog at genopbygge sig selv med overraskende fart. Det gik faktisk så godt for dem, at Nordkorea klarede sig meget bedre end Sydkorea på alle fronter op til 70’erne. Den største årsag bag deres succes i at genopbygge landet så hurtigt var hjælp fra Sovjetunionen. Hjælpen bestod hovedsageligt af tusinder af teknikere og finansiel hjælp. Det er blevet anslået at Sovjetunionen sendte omkring to milliarder rubler til Nordkorea. I danske penge svarer det til lidt over 170 millioner kroner. Mellem 1953 og 1956 modtog landet også finansiel samt militær hjælp fra Kina.

Som det blev nævnt tidligere havde japanerne under koloniseringen fokuserede mest på industri oppe i de nordlige regioner. Dette viste sig også at have en stor betydning, da det altid er nemmere at genoplive en industriel base, der har eksisteret før krigen end at skulle starte en helt ny en op fra bunden. Det tog derfor ikke lang tid før Nordkorea havde genopbygget dens elproduktionskapacitet. 

Fra økonomisk fremgang til nedgang

Mens Sydkorea havde masser af politiske problemer i starten efter krigen, krævede den nordkoreanske regering loyalitet af dets borgere og at alle hjalp til med at skabe et nyt Nordkorea. Den nordkoreanske regering annoncerede løbende nye planer for økonomisk vækst med stort succes indtil de tidlige 70’ere. Først var der en to års-plan for 1949 og 1950 med fokus på at genopbygge infrastruktur og fødevareproduktion og som resultat, havde planen angiveligt hjulpet industriproduktionen med at vokse 3,4%. Den næste plan blev kaldt “den første treårsplan” (1954-1956) og den fokuserede hovedsageligt på produktion af fornødenheder og genopbygning generelt. Det var i løbet af denne periode at den nordkoreanske ideologi Juche blev præsenteret til befolkningen. Femårsplanen fra 1957-1961 fokuserede mere på landbrug, hvor blandt andet landbrugssektoren blev kollektiviseret. Dette betød at privat landbrug gik til at blive større landbrugskollektiver eller statsejet. Efter den succesfulde femårsplan annoncerede regeringen en endnu mere ambitiøs syv årsplan (1961-1967), hvor der fortsat blev lagt vægt på tung industri, men denne gang håbede man på at tredoble den nationale indkomst samt industriel produktion. I 1967 var den nordkoreanske nationalindkomst 8,6 gange så høj som i 1953 med en årlig vækstrate på 16,6%. Det var ved slutningen af denne syvårsperiode at Nordkorea løb ind i økonomiske problemer for første gang siden krigen. Målene blev nemlig ikke mødt og de forlængede derfor planen med tre år til 1970. En af de største grunde til at Nordkorea måtte forlænge planen var, at Sovjetunionen havde skåret drastisk ned for den finansielle hjælp de havde givet til Nordkorea. Nordkorea havde nemlig holdt med kineserne, da Kina og Sovjetunionen havde uenigheder i 60’erne, og dette var Sovjetunionen naturligvis ikke tilfredse med. I 70’erne begyndte den nordkoreanske økonomi derfor langsomt at falde sammen. Det var tydeligt at årene med finansiel hjælp og teknisk assistance var ovre. Tallene viser at andelen af udenlandsk bistand i Nordkoreas nationale indtægter faldt fra hele 31,4% i 1953 til 1,9% i 1961. Andre årsager var også Nordkoreas insisteren på autonomi, økonomisk autarki og import af udenlandsk teknologi. Derudover dækkede det nordkoreanske militær også 24,3% af det årlige nationale budget i den periode. 

Som du måske har mistanke om, så fortsatte Nordkorea med sine økonomiske planer. Den næste plan var en seks årsplan fra 1971 til 1976. Denne plan endte også med at blive forlænget og sluttede først i 1978. Derefter var der en syv årsplan fra 1978 til 1984. Ligesom de to seneste planer, blev denne også forlænget, da målene ikke var blevet mødt. Denne plan blev forlænget til 1986. Nordkoreas vigtigste kilde for valutakurs indtjening kom fra jern, malm, guld, magnesit, zink og wolfram, men på grund af olie chokket i 1973 faldt mineral priserne på verdensmarkedet drastisk og dette havde en stor konsekvens for den nordkoreanske økonomi. Nordkorea skyldte derfor på daværende tidspunkt penge til masser af lande, men specielt Japan. I 1985 begyndte Nordkorea dog at stoppe med at betale tilbage til dets kreditorer. Der er alt for mange grunde bag Nordkoreas faldende økonomi, men den sidste vi gerne vil fremhæve er landets, næsten nødvendighed, for at holde disse store, prestigefyldte begivenheder, som uden tvivl kostede en masse penge. Landet ville bruge enorme mængder af penge på festivaler, konstruktion af monumenter for Kim Il-sung fødselsdage m.m., og dette giver en indsigt i hvordan regeringen prioriterede dets budget, for mens deres indbyggere havde færre og færre penge til at putte brød på bordet, så kunne Nordkorea alligevel ikke risikere at miste den facade, de havde brugt år på at bygge op – om det så var på bekostning af dets folk. Disse begivenheder bliver også holdt disse dage og indebærer f.eks. Mass Games, en af verdens største forestillinger.

Kim Il-sungs død

I 1994 døde Kim Il-sung, men for at snakke om Kim Il-sungs slutning, bliver vi først nødt til at snakke om hans begyndelse. Kim Il-sung blev født d. 15. april 1912 i en lille by tæt på Pyongyang. Det siges at hans familie originalt stammer fra Jeonju, hvilket er en by i Sydkorea, men hans oldefar havde i 1860 valgt at flytte til Mangyondae, hvilket er et andet område tæt på Pyongyang. Hvor Kim Il-sung helt præcis er blevet født er mange usikre på, hvilket er et mønster, vi ofte ser med nyheder fra Nordkorea. Det er dog sikkert, at han var født i en af disse små nabolag uden for Nordkoreas nuværende hovedstad. Kim Il-sungs navn ved fødsel var ikke Kim Il-sung, men derimod Kim Seong-ju. I en selvbiografi fra 1992 skrev Kim Il-sung hvorfor hans navn blev ændret:

Kim Il-sungs familie var som sådan ikke fattige, men de var ikke langt fra. Hans familie var presbyterian og hans bedstefar var en protestantisk præst. Hans forældre var derfor meget aktive i det religiøse miljø, og det var derfor i 1920, efter at hans familie havde deltaget i anti-japanske aktiviteter, at de blev nødt til at flygte til Manchuriet ligesom mange andre familier, der var imod det japanske kejserrige. Som forklaret tidligere kom Kim Il-sung dog tilbage til de nordlige regioner, da koloniseringen var ovre og japanerne forlod halvøen. Som Kim Il-sung blev ældre og fik en søn, så vidste han, at han blev nødt til at oplære sin søn for at sikre sig, at deres familie blev ved med at styre Nordkorea. Hans søn, Kim Jong-il blev født d. 16. februar 1941 og Kim Il-sung begyndte at forberede ham i begyndelsen af 1970’erne. Kim Jong-il blev medlem og leder af diverse organisationer og hans navn ville ofte dukke op som den store fortolker af ideologien, Chuch’e. I løbet af 70’erne døde nogle  af Kim Il-sungs kammerater, hvilket gav en naturlig mulighed for Kim Jong-il til at kravle op af hierarki-stigen, men der var også mange, der blev skubbet til siden og nedgraderet, hvis de ikke døde hurtigt nok, så Kim Jong-il kunne blive ved med at kravle op ad stigen. Ved den sjette kongres hos Korean Workers’ Party blev Kim Jong-il valgt som nummer to i partiets sekretariat med 18 medlemmer, nummer fire på den politiske bureaus stående komité med fem medlemmer og nummer tre på den militære kommission, som havde 10 medlemmer. Hvad betød dette helt præcis? Det betød, at som han steg i magt, blev folk mere loyale over for ham og i midt-80’erne var Kim Jong-il efterhånden den daglige leder af landet. Sammen styrede de Nordkorea. Kim Il-sung var kendt som the Great Leader, hvor Kim Jong-il blev the Dear Leader.

D. 8. juli 1994 skete dog det utænkelige. Præsident Kim Il-sung døde af et hjerteanfald. Lægerne var omkring ham, og senere blev landets bedste læger fra Pyongyang også fløjet ind, men trods deres bedste indsats, døde Kim Il-sung officielt kl. 2 den  morgen. Han blev erklæret  død for resten af befolkningen 34 timer senere for at respektere den traditionelle sørgeperiode, som hører til den konfucianske religion. Hele landet sørgede i 10 dage og til hans begravelse kom mere end hundred tusind mennesker fra nær og fjern. Dette betød naturligvis at hans søn, Kim Jong-il, nu blev lederen af Nordkorea og fra den 9. april af havde landet derfor en ny præsident.

Den store hungersnød 

Det er nu tydeligt, at Nordkorea begyndte at få økonomiske problemer i 70’erne, men at problemerne tog virkelig fat sidst i 80’erne. Nu hvor landet havde mistet deres kære leder, så var det sidste Nordkorea havde brug for på dette tidspunkt endnu en krise, men det er præcis hvad de fik. Sommeren 1995 havde været under pres af naturlige fænomener med den ene oversvømmelse efter den anden og landbrugsproduktionen havde lidt stort under dette. Året efter var landet i stedet plaget af tørke og dette startede en af de største, hvis ikke den største krise, Nordkorea hidtil har haft: en katastrofal hungersnød blandt befolkningen. Madrationer havde allerede været i kraft i årevis, men nu hvor oversvømmelserne samt mudderskred havde ødelagt størstedelen af  risproduktionen, så var landet i en desperat situation. Som om dette ikke var nok, så ødelagde haglstorme i 1996 over 70% af Nordkoreas majs afgrøde. På trods af Nordkoreas, ellers, stramme kontrol angående intern information, der forlader landet, så blev rapporter om underernærede børn i Nordkorea nu cirkuleret rundt i resten af verden. Den næste sommer tillod landet endelig hjælp fra humanitære grupper og det blev rapporteret tilbage at situationen i Nordkorea var lig med lande som Etiopien og Somalia. 

De fleste argumenterer, at det at katastrofen blev så slem er regeringens skyld. Om det er fordi regeringen var inkompetent eller ekstrem paranoid i forhold til interne anliggender er der uenighed om. De fleste kilder fra resten af verden hælder til det sidste. Der er især bred konsensus om at den nordkoreanske regering forværrede situationen ved ikke at bede om hjælp i tide. Selv da verdenen begyndte at hjælpe til, insisterede embedsmændene på at distribuere maden dem selv. Det rygtedes at de i stedet ofte beholdte maden og udelukkede de hårdest ramte områder, som maden oprindeligt var tiltænkt. Det var først da private nødhjælpsorganisationer og FN’s Verdensfødevareprogram (WFP) ankom til landet og krævede adgang til disse områder, at forholdene begyndte at blive bedre. Siden 1997 kom de største donationer af fødevare fra Sydkorea, Japan, Kina og overraskende nok også USA. I 2000 var hungersnøden officielt ovre, men Nordkorea var stadig afhængig af fødevarehjælp fra andre lande. Derudover resulterede hungersnøden også i hundrede tusinder af nordkoreanere, som flygtede til Manchuriet. Det var aftalt mellem de to lande, at Kina skulle sende disse flygtninge tilbage igen, men på grund af omfanget af problemet og kinesisk uvillighed til at oprette aftalen, så forblev mange af disse individer ulovligt i Manchuriet. Denne store gruppe af nærmest gemte nordkoreanere i Manchuriet repræsentere stadig et fortsat problem mellem Kina og Nordkorea. 

Idet at Nordkorea skjuler informationer så vidt som muligt, så er det svært at sige præcis hvor mange nordkoreanere døde under krisen. Ud af en befolkning på 22 millioner, så gætter man dog på at mellem 240.000 til 3.500.000 nordkoreanere døde enten af sult eller sult relaterede sygdomme. Dødsfaldene toppede i 1997, men en rapport fra US Census Bureau fra 2011 anslog antallet af overskydende dødsfald fra 1993 til 2000 til at være mellem 500.000 og 600.000.

Topmøder mellem Nord- og Sydkorea

Selvom hungersnøden naturligvis var en forfærdelig periode både for den nordkoreanske regering, og ikke mindst dets indbyggere, så bragte krisen også nye muligheder med sig for samarbejde mellem Nord- og Sydkorea. I 1997 blev Kim Dae-jung valgt som præsident i Sydkorea og en af hans mærkesager var at få et bedre forhold mellem de to lande. En af hans mest kendte værker er Sunshine Politikken, hvilken kan ses som Sydkoreas udenrigspolitik for Nordkorea. Sunshine Politikken blev implementeret af præsidenten i 1998 og havde tre grundlæggende principper:

1. Ingen væbnet provokation fra Nordkoreas side vil blive tolereret.
2. Sydkorea vil forsøge ikke at absorbere Nordkorea på nogen måde.
3. Sydkorea søger aktivt efter samarbejde og fremmer forsoning mellem de to lande.

Andre vigtige komponenter af politikken var sameksistens, adskillelse af politik og økonomi samt gensidighed. En vigtig ændring var at gå fra ordet genforening og i stedet for bruge integration. Dette var for at undgå tilknytninger til ordet “genforening” såsom “absorption”. Nordkorea var nemlig bange for at have deres identitet taget og blive absorberet af Sydkorea. I forhold til politik og økonomi ville den sydkoreanske regering begrænse sig til humanitær bistand og restriktioner for den private sektor blev løsnet for at hjælpe den nordkoreanske økonomi. Til sidst var der et krav om gensidighed fra Nordkorea. Oprindeligt skulle der være kompromiser begge lande af, men allerede efter et par måneder løb man ind i problemer angående dette og Sydkorea ændrede det derfor et år senere til en “fleksibel gensidighed”. Dette betød, at Sydkorea ville yde hjælp uden at forvente noget tilbage med det samme. 

Det første topmøde mellem Syd- og Nordkorea

I juni 2000 fandt det første topmøde sted mellem præsidenten af Syd- og Nordkorea, Kim Dae-jung og Kim Jong-il. Dette var det første officielle møde siden Koreakrigen og derfor et historisk øjeblik. De to præsidenter tog billeder forskellige steder og hele 15.000 journalister rundt omkring i verden dækkede begivenheden. Uheldigvis stoppede de to lande dog med at kommunikere i en periode efter mødet på grund af problemer med USA. Det næste topmøde fandt først sted flere år senere. I juni 2007 mødtes Kim Jong-il og Sydkoreas nye præsident, Roh Moo-hyun i midten af de to lande for at diskutere emner såsom Nordkoreas besiddelse af atomkraft og at fremme et aktivt inter-koreansk økonomisk samarbejde. I 2008 tabte Roh Moo-hyuns parti dog og Sydkoreas nye præsident, Lee Myung-bak, havde en meget anderledes attitude til Nordkorea. Hans konservative parti havde en meget hård holdning over for Nordkorea og forholdet mellem de to lande blev derfor forværret. I 2010 blev Sunshine Politiken officielt dømt en fiasko af det Koreanske Ministerium for Genforening og det var først da den nuværende præsident, Moon Jae-in, blev valgt, at Sunshine Politiken så sit lys igen.En af Moon Jae-in største mærkesager var at forberede forholdet mellem Nord- og Sydkorea og hvis muligt, at genforene de to lande. Præsident Moon havde mange løfter, hvis han blev valgt som præsident, og en af dem var et “trin-for-trin, omfattende tilgang” til Nordkorea og denuklearisering. På grund af hans dedikation til sagen og Sunshine Politiken, kalder mange hans tilgang for Moonshine Politiken. Præsident Moon har indtil videre mødt Kim Jong-un tre gange. Første gang var i april 2018, hvor de to præsidenter mødte hinanden i midten af de to lande. Et resultat af topmødet var Panmunjom-erklæringen, hvor begge ledere havde underskrevet at de ville prøve deres bedste på at afslutte Koreakrigen og den daværende konflikt på halvøen. Erklæringen omfattede også denukleariseing. Det andet topmøde var i maj samme år, men i modsætning til andre topmøder var dette møde ikke blevet offentliggjort på forhånd. Det sidste møde var i september samme år. Her underskrev de dokumentet Pyongyang Joint Declaration of September 2018, som blandt andet opfordrede til fjernelse af landminer plantet mellem de to lande, og de to leder forpligtede sig til fremtidige topmøder mellem Nord- og Sydkorea. På trods af dette har de to ledere dog ikke mødt hinanden igen. Kim Jong-un og Moon har begge mødt Trump separat, men på intet tidspunkt har de alle tre været til stede. Kim Jong-un og Moon har stadig kontakt og har for eksempel udvekslet breve omkring COVID-19 og de forskellige tyfoner, der har ramt halvøen, men pandemien har desværre betydet at de to ledere ikke har kunne mødes endnu.

Skal du opleve Nordkorea?

Som du kan læse er der i Nordkoreas relativ korte tid sket rigtig meget i Nordkoreas historie. Det er et land der konstant udvikler sig og konstant er i verdenspressen. Hvis du vil opleve Nordkorea på helt tæt hold, så kan du tage med på en af vores rejser til Nordkorea. Vi vil glæde os til at vise dig verdens mest isolerede land.

Skrevet af

Jonas Andersen

Jonas har rejst til Nordkorea mange gange og har siden sit første besøg følt at Nordkorea er meget mere end krig, atomvåben og Kim Jong Un. Derfor forsøger Jonas altid at fortælle sine oplevelser med udgangspunkt i menneskerne og befolkningen i Nordkorea. Du kan læse meget mere om Jonas under 'Om os'.