Over os er nattehimlen sort og spækket af små, lysende stjerner. Under os er hårdt sand og småsten. Vi står med en øl i hånden, her midt i ørkenen, og alt omkring os er storslået og smukt. Alligevel kan vi ikke tage øjnene fra det ene punkt lige foran os: vi står og kigger lige ind i helvedes flammer.
I det nordlige Turkmenistan strækker Karakum-ørkenen sig goldt og ubarmhjertigt fra grænsen til Uzbekistan i øst til Det Kaspiske Hav i vest. Karakum, eller Garagum, betyder “sort sand” på turkmensk og dækker hele 70% af Turkmenistan. Her er øde og mennesketomt. Vi har siddet i en gammel jeep og langsomt bumlet os hele vejen frem fra Ashgabat, i en ørken der bare bliver ved og ved og ved. Uendeligheden sætter sig i kroppen, og man føler sig lille, som man sidder der og kigger ud af det støvede vindue ud på horisonten.
Porten til Helvede
På vej gennem ørkenen har vores guide rigeligt tid til at fortælle om gaskrateret Darvaza – det som i folkemunde er blevet omdøbt til “Porten til helvede”. I 1970’erne, da Turkmenistan stadig var under Sovjetunionen, var en gruppe geologer af den overbevisning, at området indeholdt olie, og de begyndte derfor at bore efter det. Uheldigvis ramte de i stedet en gaslomme, og jorden under boreplatformen kollapsede og dannede et krater på 70 meter i diameter og 30 meter i dybden. Gaslommen bevægede sig nu frit op i luften, og for at undgå at den giftige metangas spredte sig yderligere, besluttede geologerne sig for at sætte ild til det. På den måde ville gassen blive brændt op på et par uger – troede de. Her næsten 50 år senere brænder krateret stadig.
Vi bumler frem i jeepen og får ikke øje på noget, før vores guide peger ihærdigt frem for sig og derefter vifter med flad hånd under næsen. Lige så langsomt bliver duften af gas stærkere og stærkere, det dufter, som når man tænder et gaskomfur, hjemligt og farligt på én gang. Og der ser vi det! Det mørke hul bliver større og større, og vi kan skimte flammerne.
200 meter fra krateret står en gruppe store telte, de såkaldte yurter. Det er her, vi skal sove i nat. En yurt, eller “ak öý” på turkmensk, er et transportabelt, rundt telt, man kan stå oprejst indeni. Det består af et træskelet, der bliver dækket af enten tæpper eller skind. Vores guide kalder det konsekvent en “yurta” og afslører dermed hans alder og livserfaring, da “yurta”, “юрта”, er russisk og dermed det ord, der blev brugt i Sovjettiden. Da teltet er blevet slået op, har vi tid til at udforske krateret og området omkring det. Her har vi både tid til at kigge ærefrygtigt ned i ildens gab, men også til at posere på billeder, der får os til at ligne hovedrollen i en actionfilm.
Da solen er gået ned, står vi her stadig. Med en øl i hånden, hypnotiseret af ilden og af dette mærkværdige sted midt i den store intethed. Da vi lægger os til at sove, kan vi stadig svagt lugte gassen, men ilden hverken knitrer eller knager. Her er helt stille. Stille som gassen, der langsomt siver ud fra jordens indre, stille som den tavse ørken omkring os og som stjernerne, der glimter langt, langt borte.
